Ny hjemmeside skal markedsføre Tønder og øge bosætningen

[Tønder Kommune] Korte videofortællinger og ny hjemmeside skal give tilflyttere og potentielle tilflyttere inspiration til gode oplevelser i Tønder Kommune. Tønder Kommune er klar med et nyt bosætningsinitiativ, hvor der navnlig sættes fokus på de gode og berigende naturoplevelser, området byder på.

Skal formidle Tønders styrker
Initiativet omfatter bl.a. en ny hjemmeside – oplev.toender.dk – med masser af inspiration og information til tilflyttere og folk, som overvejer at flytte hertil.  

Desuden er der produceret fem korte videofilm, hvor forskellige familier fortæller om, hvorfor de har valgt at bo i Tønder Kommune, og hvad området giver dem og betyder for dem. Videoerne kan ses på den nye hjemmeside, hvor der også kan læses korte historier om andre borgeres oplevelser med at have Tønder Kommune som bopæl.

Projektet, der er støttet af Økonomi- og Indenrigsministeriet, er det nyeste i en række af initiativer, der skal være med til at øge bosætningen i Tønder Kommune.

Det drejer sig bl.a. om projekterne Liv i Landdistriktet, Drømmeboligen sammen med Sønderjysk Landboforening, KOIN – Kompetenceudvikling og Innovation i yderområderne, De mange generationers by/En ny fremtid for Toftlund, Tønder Innovatorium, Job til 2-ordning, ansættelse af en bosætningskoordinator, landsbypedelordning, matchdag for højt uddannede og deltagelse på Karrieredagene og andre jobmesser.

Se og læs mere op hjemmesiden:  www.oplev.toender.dk

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder. Bogmærk permalinket.