Nordenskov årets landsby i Varde Kommune

[Varde Kommune] Landsbyen forener kræfterne for at skaffe tilflyttere og nye arbejdspladser til et lille samfund med stor aktivitet. Derfor er Nordenskov valgt som Årets Landsby 2012 i Varde Kommune.

Ildsjæle, foreninger, skole, institutioner, erhvervsfolk og udviklingsråd er gået sammen
om at fortælle gode historier om Nordenskov og Øse Sogn.

I sidste uge stiftede de officielt Nordenskov FællesVirke. Nu har dette og mange
andre initiativer givet Nordenskov titlen Årets Landsby 2012 i Varde Kommune.

Det er LAG Vardes bestyrelse, der på Varde Kommunes vegne står bag kåringen:

– Det er et lille samfund med stor aktivitet. De har i mange år trukket folk
til Owen Luft, de er gået aktivt ind i landsbypedelforsøget i samarbejde med
Næsbjerg, og når forsamlingshuset er truet bliver der straks oprettet en ny
forening til at drive Nordenskov kultur- og forsamlingshus. De er også meget
aktive i udviklingsrådet Helle Vest og har senest dannet Fællesvirket som
paraplyorganisation for alt det, der sker i Nordenskov for at fremme bosætning
og erhvervsudvikling, siger LAG-koordinator Hanne Jespersen.

I Nordenskov er der stor tilfredshed med nyheden:

 – Det betyder rigtig meget.  Det er en fjer i hatten og en god støtte til
at sætte fokus på bosætning, udvikling og nye arbejdspladser. Vi var jo
allerede i gang, men med titlen kan vi virkelig sætte turbo på, siger Peder
Foldager fra Nordenskov FællesVirke og formand for udviklingsrådet Helle Vest.

Og borgerne i Nordenskov kan godt forberede sig på fest. Hvor og hvornår vides
endnu ikke, men titlen skal helt sikkert fejres, lover Peder Foldager.

Seks landsbyer konkurrerede om at blive Årets Landsby i Varde Kommune. Nordenskov
går nu videre til den landsdækkende konkurrence, der har temaet: ”Ildsjæle,
bosætning og arbejdspladsers betydning for et landsbysamfunds vækst og
udvikling før, i dag og i fremtiden.”

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder. Bogmærk permalinket.