Nørager er årets landsby i Region Midtjylland

[Region Midtjylland] Der bliver musik og sang, filmforevisning, festtelt, pindemadder og taler, når regionsrådsformand Bent Hansen den 3. maj overrækker regionens Landsbypris 2013 til Nørager. Prisen uddeles for femte gang til en landsby, der formår at udvikle sig, og som kan være til inspiration for andre. Det skriver Region Midtjylland i en nyhed på regionens hjemmeside.

Den dag viser byen, hvad den kan, og det er ikke så lidt. For Nørager-borgerne starter dagen med åbent hus hos byens erhvervsvirksomheder, og senere er der forevisning af en ældre film om byen.

En række inviterede gæster, herunder Regionsrådet for Region Midtjylland, får en bustur i og omkring byen, hvor de kan forvisse sig om, at Nørager fortjener landsbyprisen.

De skal blandt andet høre om, hvordan det borgerejede udviklingsselskab har etableret en privat børnehave med 45 børn og reddet købmandsbutikken. De skal også høre om nogle af de flere end 30 virksomheder, der har taget et medansvar for byens udvikling, ligesom de får et glimt af ”nybyggerkvarteret”, for Nørager har standset en årelang affolkning og er i vækst.

Blomstrende haver
Endelig kører bussen omkring stadion, hvor den meget aktive boldklub holder til, og hvor det store fælles projekt Multihallen forventes at stå færdig i løbet af 2013.

Derudover kan gæsterne nyde et hav af farvestrålende primulaer, som beboerne har fået udleveret i forventning om, at de ville plante dem i deres haver.

Underholdning og taler
Efter rundturen samles alle i et festtelt ved siden af forsamlingshuset, hvor der er pindemadder og anden servering.

Et lokalt orkester og byens børn vil sørge for den musikalske underholdning, der muligvis omfatter en særlig Nørager-sang.

Ud over regionsrådsformand Bent Hansen er det samlede regionsråd inviteret til at deltage i arrangementet den 3. maj, hvor Norddjurs Kommunes borgmester Jan Petersen og den lokale LAG-formand Flemming Petersen er blandt talerne.

Ti kandidater
Regionsrådet valgte Nørager til at modtage landsbyprisen blandt ti kandidater. De øvrige var Alken (Skanderborg Kommune), Arnborg (LAG Herning), Borbjerg Hvam (LAG Holstebro), Bækmarksbro (LAG Lemvig), Hou (LAG Odder), Isenvad (LAG Ikast-Brande), Serridslev (LAG Horsens), Sparkær (LAG Viborg) samt Stauning (LAG Ringkøbing-Skjern).

 

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder. Bogmærk permalinket.