Skal finde penge til andet end at rive boliger ned i yderområderne

– Når man kan finde 30 millarder kroner til at forbinde landets største byer med tog, så kan man også finde penge til andet end at rive boliger ned i yderområderne, udtaler Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd, i et interview til Dagbladet Holstebro. Her efterlyser han tungere økonomiske virkemidler til at sikre den langsigtede udvikling i landdistrikterne.

Formanden peger i interviewet på Norge, hvor man f.eks. kan få mindsket sin studiegæld, hvis man bosætter sig i et landdistrikt samt at virksomheder kan få skattefordele, hvis de ønsker at starte op i landsbyer og tyndbefolkede egne.

Nærmest overgivet sig til tanken om at udviklingen kun går mod byerne
– Når man i Danmark påpeger, at man godt kan forestille sig en fremtid, hvor alle ikke flytter til byerne, bliver man jo nærmest betragtet som en tosse. Her har alle nærmest overgivet sig til forestillingen om, at det kun går en vej. Men i Norge har man prøvet at gøre tingene anderledes. Det kunne vi også godt prøve her i landet, udtaler Steffen Damsgaard.

Formanden forestiller sig ikke, at man helt kan bremse udviklingen, men hvis man skal sikre liv i landdistrikterne i fremtiden, er der behov for proaktive løsninger, og ikke at man kun tænker i at nedlægge landsbyer og rive faldefærdige huse ned.     

– Urbaniseringen vil sikkert fortsætte. Men der er ingen, der siger, at den behøver at fortsætte med samme hast, som den gør nu, hvor vi er tæt på at have europarekord i at flytte til de store byer, udtaler Steffen Damsgaard.

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder. Bogmærk permalinket.