Minister ser på bredbåndsmuligheder

[Landbrug Øst] EU-Kommissionen vil investere 69 milliarder kroner i udbredelsen af bredbånd til hver en krog af EU inden 2020. Og det vækker interesse hos landdistrikternes nye minister, Carsten Hansen (S).

– Det lyder interessant. Men det er så nyt det her, at vi nu skal se på de muligheder, der tegner sig. Før kan jeg ikke sige noget konkret, pointerer han.

– Når det er sagt, er det klart, at jeg har en anden holdning, end den tidligere regering, der mente, at man bare skulle overlade det her område til markedskræfterne. Derved gik vi altså glip af en tidligere EU-støttepulje på området. Og det kan jeg ikke umiddelbart se har været til gavn for landdistrikterne, pointerer Carsten Hansen.

Stor betydning
Carsten Hansen erkender, at netop moderne bredbåndsteknologi er af afgørende betydning for udviklingen i landdistrikterne.

– Det gælder for virksomheder såvel som for den enkelte borger, der bor på landet. Og det er min hensigt, at jeg i den kommende tid skal ud og høre, hvilke ønsker man har i landdistrikterne – eksempelvis på det her vigtige bredbåndsområde.

– Mange typer virksomheder har jo brug for hurtige bredbåndsforbindelser, men har dem ikke i dag. Og mange i byerne vil nok ikke tro deres egne øjne, hvis de så, hvordan det nogle steder står til. Så det er et klart fokusområde. Også fordi moderne telemedicin kræver hurtige og effektive bredbåndsforbindelser overalt på landet, siger Carsten Hansen.

På gården »Mineslund« på Asnæs ved Kalundborg noterer indehaver Eirik Vinsand sig med tilfredshed, at EU-Kommissionen vil sende bredbåndsforbindelser til hver en krog af fællesskabet.

– Men hvis de nye politiske løfter stadigvæk giver de private internetudbydere mulighed for at undgå de dyre yderområder, er det intet værd, pointerer Eirik Vinsand over for Effektivt Landbrug.

Eirik Vinsand har siden 2007 drevet Mineslund som et økologisk landbrug med økologisk kødproduktion og salg via en gårdbutik og gennem internetforretningen mineslund.dk.

Ældgammel forbindelse
Men internetforbindelsen til omverdenen – dermed til kunderne – er alt andet end moderne. Og det hindrer en forretningsudvikling, der er tidssvarende, mener indehaver Eirik Vinsand, der føler sig diskrimineret.

– Vi har en gammeldags 512/126-linje (1/2 megabyte, red.), der sjældent fungerer optimalt. Jeg har kæmpet i snart ti år, og der er ikke sket nogen udvikling overhovedet. Der bliver pumpet millioner af kroner i landdistriktspuljerne til udvikling af yderområderne. Men hvem vil investere, hvor der ikke findes bredbånd? Det er simpelthen dybt godnat, lyder det fra Eirik Vinsand.

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder. Bogmærk permalinket.

Et svar til Minister ser på bredbåndsmuligheder

  1. Pingback: Landdistrikterne.dk / nyhedsmail 11. november 2011 | Lokalråd 4262 - Et lokalsamfund i udvikling

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *