Mere koordineret indsats fremfor flere midler til at udvikle turismen

[JP] Flere analyser har vist, at Danmark halter bagefter udlandet, når det handler om at tiltrække udenlandske turister. Særligt kystturismen har tabt terræn, og det har fået flere organisationer til at kræve flere midler og bedre rammevilkår for turismebranchen. Men der er ikke udsigt til flere penge, det slår den nye erhvervs- og vækstminister fast i en artikel i Jyllands-Posten

 – Ekstra midler er ikke udgangspunktet i arbejdet med at skabe fornyet vækst for turismen. Til gengæld er jeg overbevist om, at pengene kan bruges bedre end i dag, fastslår Henrik Sass Larsen (S), erhvervs-og vækstminister over for Jyllands-Posten.

Vækstteam for turisme og oplevelsesøkonomi
Det handler ifølge ministeren i stedet for om at samordne indsatsen langt bedre, end man gør i dag.  

– Det er fint nok, at man mange steder i landet gør en indsats for at fremme turismen. Men hvis man skal have fat i de store grupper af turister fra eksempelvis Kina, så er konklusionen entydig. Den opgave skal ikke løftes i de enkelte kommuner, siger Henrik Sass Larsen.

For at få en mere fokuseret indsats, har regeringen nedsat et Vækstteam for Turisme og Oplevelsesøkonomi under Erhvervs- og Vækstministeriet. Det vil komme med en række anbefalinger til en styrket turisme indsats i Danmark.

Forsker: Behov for flere midler
Turismeforsker Lyse Lyck er enig i behovet for at koordinere indsatsen bedre, men er uenig i, at der ikke skal tilføres flere midler til turismen.

– Erhvervet har i årevis talt om, at der er behov for en bedre organisering, men der er ikke sket noget. Alle aktører sidder på deres egen kasse. Derfor er det vigtigt at lempe eller tilføre ekstra penge for at få de nødvendige forandringer til at glide ned, siger Lise Lyck, der er centerleder ved institut for turisme og kulturledelse ved CBS.

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder. Bogmærk permalinket.