LDF stærkt imod at lukke for helårsbeboelse på småøer

I Kristeligt Dagblad kan man i dag læse om forskere, der ønsker at lukke danske småøer. Driften for flere tyndtbefokede øer er simpelthen for dyr, og ud fra et samfundsøkonomisk synspunkt kan det derfor bedst betale sig at lukke øerne af for helårsbeboelse. Det mener professorerne, der argumenterer med, at den offentlig støtte til driften efterhånden ikke kan forsvares.

 Det er på ingen måde et synspunkt, som Landdistrikternes Fællesråd deler:

– Vi kan ikke begynde at lukke vores øer ned for beboelse, fordi de er for dyre i drift. Vi vil i stedet opfodre til, at man begynder at kigge på nogle planmæssige forhold, som kan give øerne bedre vækstbetingelser for bosætning og erhvervsudvikling. Det handler bl.a. om at digital infrastruktur og om at lempe på den restriktive planlov. Det er en samfundsopgave at få skabt liv på vores øer. Det skulle hellere være fokus for debatten, udtaler næstformand i Landdistrikternes Fællesråd, Karsten Gram.

Landdistrikternes Fællesråd er generelt imod den form for streng strukturel samfundstænkning, der udelukkende ser på de økonomiske forhold. Danmark er et ørige, og der er også nogle sociale og kulturelle forhold at tage højde for.

Læs artiklen: Forskere: Nedlæg de mindste danske øer 

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder. Bogmærk permalinket.

4 svar til LDF stærkt imod at lukke for helårsbeboelse på småøer

  1. Dorthe Winther skriver:

    Danmark er et ørige – hvis der er liv på øerne…
    Luk småøerne! udtaler Jørgen Møller fra Aalborg Universitet i radioen fredag den 8. nov. og tegner et billede af armod og social elendighed på øerne. Men småøerne er ikke på vej i en social deroute. Der leves aktive helårsliv på de 27 småøer. Småøerne er også et sted, hvor der tænkes ud af boksen og hvor innovation og udvikling trives. Og så er det et sted, hvor der leves helt almindelige helårsliv med arbejde, pendling, fritidsaktiviteter – og med beboere der vil deres lokalsamfund og kerer sig om det og ikke bare lader stå til.
    Er det et ensartet Danmark med fokus på det urbane, et Danmark uden mangfoldighed og med byerne som eneste omdrejningspunkt, vi vil have? Hvad er det for et billede af Danmark der tegner sig uden småøerne, kan man omvendt spørge. Det bliver et fattigt samfund, hvis man ikke giver plads til, og understøtter mangfoldigheden i de forskellige livsformer og bosteder i landet. Fattigt for hele befolkningen.
    Når man gør omkostningerne op i kroner og ører, og sætter en prisseddel på den enkelte øbo, så er det et snævert samfundssyn, der er på spil. Én ting er, at regnestykket er forkert: Det er ikke kun den enkelte øbo, der nyder godt af de økonomiske ressourcer som tilføres øerne – udgiften skal i princippet fordeles på hele befolkningen: Øerne er åbne for alle, og ”bruges” flittigt af mange andre end de fastboende. Og man har glemt en faktor i regnestykket: Hvad tilfører øerne af ressourcer til samfundet? Hvad betyder øerne eksempelvis for turismen eller for udviklingen af innovative tankegange?
    En anden ting er, at det er urimeligt at stille den slags regnestykker op. Hvad koster en beboer i de såkaldte ghettoer? Hvad koster en pensionist? Hvad koster en stressramt karriere-ræser? Er det rimeligt at se isoleret på hvad en befolkningsgruppe koster?
    Jo, ”øerne koster penge” – men det gør byerne jo også.
    Jørgen Møller sætter med sit regnestykke pegefingeren på en udvikling, der allerede er i gang: Det er pt. realpolitik at lukke skoler, plejehjem og nedlægge arbejdspladser i landdistrikterne. Og er det ikke snarere her slaget skal stå? Hvis man fra politisk side vender bøtten på hovedet og aktivt begynder at oprette arbejdspladser i landdistrikterne, sørge for infrastruktur og understøtte de sociale faciliteter, der kunne gøre at man reelt fik et valg mellem at bosætte sig på landet og i byen, så vil det også samfundsmæssigt blive ”rentabelt” både for land og by at have beboere – ikke kun på småøerne – men i det hele taget i landdistrikterne.

    Med venlig hilsen
    Dorthe Winther
    Formand
    Sammenslutningen af Danske Småøer
    Husmandsstræde 4,
    Omø
    4230 Skælskør

  2. John Holmer skriver:

    Den identitet øerne er med til at give Danmark, er fint beskrevet i forrige indlæg. Jeg vil derfor holde mig til følgende synspunkter:
    Vi har igennem nogle år haft ualmindelig ringe politikere. De tænker kortsigtet og de prioriterer alt for meget i, nærmest lefler for, hvad der gør sig i medierne. Det er efterhånden ulideligt at være vidne til. Nogle borgere plædere ligefrem for, at vi alle skal boykotte det kommende kommunevalg ved alle at stemme blankt, for derved at protestere mod de elendige politikere. Svage og elendige politikere giver dårlig og dyr administration af samfundet.
    Det er skandaløst, at “udkants-Danmark” allerede starter få kilometre uden for storbyerne. Politikerne burde have iværksat udflytning af både store og små arbejdspladser allerede for mange år siden. I stedet er det blevet tilladt at lokalisere hovedsæder og centraladministration nærmest på og tæt til Rådhuspladsen i København. Det er da ikke kunstigt at man har et trængselsproblem. Hvor svært kan det være.
    Endelig vil jeg påpege et problem, som Danmark går ned på: Løn og pris niveau er alt, alt for højt. Hvis ikke vi nationalt inden for en overskuelig fremtid indføre et løn og prisstop, går Danmark i stå. Det kan ikke være rigtigt at en slagtersvend i Danmark modtager op til kr. 300 i timen når man lige syd for grænsen kan få samme ydelse for kr. 65. Ligeledes er akademikerlønninger både i det offentlige og privat gået helt grassat – En revisor eller advokat forlanger minimum mellem 2.000 til 3.000 kr. i timen – for at få det til at køre rundt, som det hedder. Det er da ikke mærkeligt, at der skal spares……Og den besparelser går typisk ud over udkantsområderne, for dem er der jo ikke så mange stemmer i.
    Men det store spørgsmål er: Hvordan får vi bedre politikere til at styre landet? Bør vi ikke være bedre til at stille krav til vores politikere? Burde de organisationer vi tilmelder sig ikke være mere fremme i skoene?

    M.v.h.
    John Holmer

  3. Jørgen Rasmussen, ø-filosof, Omø skriver:

    I Guder! Ikke mindst ø-gudinden Mor danmark, som ikke har glemt sit væsen; et frodigt ø-rige! Denne nyhed repræsenterer en ensidig fastlandstænkning, som ikke kan se udover sit eget økonomiske rationale. Landsbyforskeren Jørgen Møller, en ellers yderst fornuftig mand, må have fået sin exit-strategi for de hensygnende landsbyer galt i halsen. Landsbyer kan ikke uden videresammenlignes med øer -! Og Gunnar L.H.Svendsens fantasi rækker tilsyneladende kun til at se øerne i deres helt egen kontekst og konstatere, at der ikke er liv, sammenhold og nye tilflyttere.
    Vi er ellers nogle stykker som arbejder på at se øer, ø-have og hele landet som en helhed. Og i dén optik kan disse afgrænsede arealer sagtens anvendes til en masse spændende sociale, økologiske, økonomiske ø-forsøg, netop fordi de rummer en gennemskuelighed og nogle værdier, som fastlandet kunne lære meget af HELE ÅRET. Det handler om politisk vilje til at satse på øerne og gøre dem mere attraktive for mere bosætning. Hvis vi derimod mister sansen for det overskuelige og det tæt forbundne giver vi også afkald på så mange danske værdier, at vi nærmer os et mentalt-nationalt forfald af overvældende dimensioner!
    Kære venner – Det er en ommer i sit knæfald for et aflukket økonomisk rum. Tænk dog udad og stort; stort nok til at forbinde det mindste med det største, og til at dække hele landet og dets farvande-!
    Og stor tak for jeres støtte i LDF: Fastlands- og oversøiske landdistrikter fremstår her som to sider af samme sag-!

  4. Knud W. Petersen skriver:

    Vi har et fantastisk ø-rige!
    Vores digtere, forfattere, malere og hele den danske kultur kredser omkring øerne og deres vedholdende indbyggere sammen med den enestående kulturarv, der ligger her.
    Problemet i dag er, at der ikke er arbejdspladser på øerne. Var der det, ville der være rift om de bosætningsmuligheder, der er her.
    Efterlønnen åbnede i en periode op for, at aktive mennesker kunne flytte til deres fritidshus og deltage i ø-livet. Det var faktisk en succes, der på en del småøer i det sydfynske førte til, at det var vanskeligt at finde et ledigt hus, sådan er det ikke lige nu.
    Efterhånden som infrastrukturen udbygges både fysisk og elektronisk, åbner det op for nye initiativer. Den nærhed der følger med at bo i et samfund, hvor den enkelte har et ansvar, hvor vejrudsigten er mere interessant end fx bilbomber i østen, hvor naturen kommer tæt på og du føler, at livet er i en sammenhæng med dine medborgere, kan anbefales.
    Ø-værdierne kan hurtigt slettes og blive til frilandsmuseum, åben i et begrænset tidsrum, hvor færgerne sejler. Er det det den danske befolkning ønsker?
    Lad os værne om øerne og den kultur, der i nogle tilfælde er tidslommer, hvor udviklingen måske ikke er gået så hurtigt, hvor fast-food er erstattet med slow-food og hvor kvaliteten erstatter den industrielle masseproduktion af ligegyldig kvantitet.
    Kære politikkere, gør det venligst økonomisk fordelagtig at bo på (og komme til) de danske øer. Der findes en række gode eksempler i andre lande. Den danske kultur og image er værd at værne om, og vil åbne døre og skabe respekt viden om.

Skriv et svar til Dorthe Winther Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *