LDF med på udvalgstur til Skive, Lemvig og Thyborøn

[LDF] Når Udvalget for Landdistrikter og Øer tager på udvalgstur til Skive, Lemvig og Thyborøn den 19. til 21. juni, bliver det med deltagelse af Landdistrikternes Fællesråd. Det første stop på studieturen bliver Thise Mejeri og herefter omfatter turen en række programpunkter i bl.a. Rødding, Glyngøre, Skive, Lemvig, Nr. Nissum og Thyborøn.

Formålet med studieturen er, at udvalget får indgående kendskab til lokale vilkår og herunder de udfordringer, man står over for og ikke mindst de initiativer, der er taget for at løse disse udfordringer.

Udvalget og Landdistrikternes Fællesråd får under studieturen mulighed for at drøfte med lokale politikere og diskutere med repræsentanter fra erhvervslivet. Landdistrikternes Fællesråd har tidligere været med udvalget til Bornholm, Sydvestjylland samt Lolland og Falster.

 

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder. Bogmærk permalinket.