LDF kogebog til at styrke nærdemokrati og sammenhængskraft i mellembyer

[Fyens Stiftstidende] – De er kendetegnet ved tilbagegang. Politikere og embedsfolk er væk, og byerne skal have skabt en ny identitet, udtaler Kirsten Bruun, sekretariatschef i Landdistrikternes Fællesråd til Fyens Stiftstidende.

Fyens Stiftstidende sætter i den kommende tid fokus på nærdemokratiet i de fynske landsbyer og mellembyer (hovedbyer i de gamle kommuner). I den forbindelse har de sat spot på Landdistrikternes Fællesråds projekt, der skal hjælpe seks mellembyer med at revitalisere sig ovenpå kommunesammenlægningen.

Skal have talerør til kommunen
To af byerne, Glamsbjerg og Ørbæk, ligger på Fyn. Sammen med projektets fire andre byer, Egtved, Gram, Holsted og Ølgod skal de samle erfaringer, som til sidst skal munde ud i en kogebog med gode råd om, hvordan man styrker nærdemokratiet og sammenhængskraften i mellembyerne. 
   
– Det er nødvendigt, at hver by har et fælles talerør til kommunen, udtaler Kirsten Bruun. Men det er lettere sagt end gjort, og Kirsten er blevet overrasket over, at de ikke er mere vant til at arbejde sammen i mellembyerne.

– Beboerne er vant til at fokusere på egen forening, men nu er de nødt til at gå sammen for at skabe udvikling. Der skal bruges mange kræfter på at få de menneskelige ressourcer til at spille sammen, slutter Kirsten Bruun.     

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder. Bogmærk permalinket.