Landsbyen Egense starter egen taxaordning

[Nordjyske – Aalborg]: Grundet manglende kollektiv trafik i Egense har beboerne valgt at tage skeen i egen hånd og starte deres egen taxa- eller minikap-ordning. Derved kan folk, som gerne vil ind til byen, stille sig hen til et bestemt stoppested, hvor de bliver samlet op af lokale billister, der alligevel skal den vej.

Manglende politisk opbakning
– Idéen opstod egentlig i erkendelse af, at kommunens arbejde for at skabe en senior- og landdistriktspolitik ikke rigtigt fungerer i forhold til infrastruktur og transport, forklarer formand for Egense Borgerforening og medlem af Landdistrikternes Fællesråd, Jørgen Folkvang til Nordjyske.

Egenses borgere har i dag kun mulighed for at komme med bus fra byen to gange om morgenen og 4-5 gange om eftermiddagen. Om formiddagen, omkring middag og i weekenderne har beboerne, der ikke ejer en bil, problemer, da der ikke kører busser og anden form for kollektiv trafik.

Centralisering af opgaver
– Vi kan ikke blive ved med at se passivt til. For i løbet af de senere år er der flere og flere opgaver og funktioner, som er blevet centraliseret. Og der er jo også mange ældre, som har brug for transport, når de skal indtil lægen eller hente noget fra apoteksudsalget inde i Mou, forklarer Jørgen Folkvang.

Prototypen på det skilt, som man skal vente ved, hvis man vil have et lift til Mou, Kokkedal, Storvorde og lignende, er allerede fremstillet.

– Vi er jo mange med bil, som alligevel er ude at køre hver dag. Og så kan vi lige så godt tage andre med frem og tilbage – især hvis det hele bliver sat lidt i system, mener Jørgen Folkvang. Starten på den nye lift-ordning finder sted, lige så snart det rigtige metalskilt er færdig og opsat.

 

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder. Bogmærk permalinket.