Landdistrikternes Fællesråd med visionsgruppe i Lundeborg

[LDF] Lundeborg var trukket i festtøjet, da den særlige visionsgruppe, som ministeren for By Bolig og Landdistrikter har nedsat, var på besøg den 23. maj 2012. Gruppen holdt deres tredje møde om eftermiddagen, og formiddagen var afsat til at se på de mange gode projekter Lundeborgerne har sat i værk. Landdistrikternes Fællesråd var inviteret med til formiddagens program.

De mange ildsjæle i Lundeborg havde gjort rigtig meget ud af at vise, hvad de har i gang. Der er nedsat en række arbejdsgrupper med Borgerforeningen som tovholder.

Der er udarbejdet en udviklingsplan med 10 gruppers forslag til udvikling af Lundeborg. Planen fik fuld opbakning på borgermødet den 14. marts 2012, og grupperne går nu i gang med at realisere forslagene. Planen kan ses på http://www.lundeborginfo.dk/index.php?pid=91

Vi så et spændende projekt som en børne- og unge gruppe er i gang med. De laver en hel oplevelsespark på et areal ved siden af campingpladsen, til gavn både for de mange turister og for de lokale i landsbyen. Vi så kunst- og erhvervsprojekter, bosætningsprojekter m.v.

Nej fra kreditforeninger
Et af erhvervsprojekterne var en udvidelse af en eksisterende virksomhed med godt gang i omsætningen. De ville gerne udvide, men fik nej til at låne fra flere kreditforeninger, der kun spurgte til postnummeret, og ikke hvordan virksomheden kørte eller hvordan økonomien så ud. Det er ikke godt nok.

I Landdistrikternes Fællesråd er det noget, vi arbejder med, for det er jo ikke kun Lundeborg, der har problemet, det er et problem i mange andre yderområder for både erhverv og bosætning.

Tak til Lundeborg for en rigtig god dag! Vi tror
visionsgruppen også fik mange gode ideer til
inspiration for deres videre arbejde.

 

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder. Bogmærk permalinket.

2 svar til Landdistrikternes Fællesråd med visionsgruppe i Lundeborg

  1. Hanne Bering Jensen skriver:

    Vi er meget glade for at jeres sekretariatschef Kirsten Bruun tog sig tid til at deltage og var med til at gøre dagen fantastisk. Tak for det 🙂

  2. Pingback: Landdistrikterne.dk / nyhedsmail 1. juni 2012 | Lokalråd 4262 - Et lokalsamfund i udvikling

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *