Landdistrikter og yderområder dobbeltramt af samfundskrisen – handling nødvendig i 2012

Nytårshilsen fra Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd

Positive og spændende tiltag i 2011
Her i starten af 2012 er det tid til at kigge både tilbage og fremad. 2011 var året, hvor der på landsplan skete flere positive og spændende tiltag på landdistriktsområdet. Efter flere års massiv pres fra Landdistrikternes Fællesråd blev der etableret et landdistriktsudvalg (Udvalget for Landdistrikter og Øer) i Folketinget. Det betød også, at alle partier fik udnævnt landdistriktsordførere.

Efter valget blev der udnævnt en minister og et Ministerium for By, Bolig og Landdistrikter, hvorved en dansk regering for første gang nogensinde brugte betegnelsen landdistrikter i en ministertitel. Der skete ved samme lejlighed en overflytning af LAG-ordningen til det nye ministerium. Dermed er der skabt en helt ny landspolitisk platform for at diskutere og arbejde med nye tiltag til gavn for landdistrikter og yderområder.

2011 var også året, hvor den differentierede planlov blev vedtaget, på nogle områder med stor tilfredshed for os i Landdistrikternes Fællesråd. Det er nemlig vigtigt, at landsbyer og små bebyggelser boligmæssigt kan udvikle sig, hvis der vises interesse fra mulige tilflyttere. Det er også vigtigt, at erhverv kan udvikle sig ved landsbyer og på landet. Samtidig også at gamle landbrugsbygninger kan anvendes til nye erhverv.

Desværre var 2011 det sidste af 2 år med Indsatspuljen til nedrivning eller renovering af faldefærdige huse. Ordningen og indsatsen rundt om i landet har været forrygende god, og der er renoveret mange ejendomme, men mest synligt nok, at der er fjernet mange bolig-lig. Vi ser allerede mange positive effekter med attraktive landsbyer efterfølgende, hvor folk overvejer at flytte til igen.

Endelig var 2011 året, hvor fødevareministeren for 2012 prioriterede miljøindsats højere end tilskud til aktiviteter for børn og unge i landdistrikter, hvilket Landdistrikternes Fællesråd finder dybt beklageligt!

Landdistrikter og yderområder har behov for større bosætning og især mere vækst og iværksætteri hos virksomheder og dermed også større beskæftigelse.

2012 et vigtigt år for landdistrikter og yderområder
Krisen raser over hele verden, og i Danmark mærker vi krisen ved, at arbejdspladser i landdistrikter og yderområder er forsvundet. Det får folk til at overveje at flytte, når arbejdet er væk, og det tiltrækker ikke potentielle tilflyttere, hvis der er færre muligheder for arbejde.

Jeg har som formand i Landdistrikternes Fællesråd ved tidligere lejligheder sagt, at landdistrikter og yderområder kan bidrage positivt til vores samfundsvækst, hvis vi får de rette rammebetingelser. Desværre oplever vi virksomheder, som har meget svært ved at skaffe kapital, og den udfordring er forstærket for virksomheder i landdistrikter og yderområder.

Vi har behov for, at der politisk bliver skabt nogle rammer, som forbedrer mulighederne for kommende og etablerede virksomheder i landdistrikter og yderområder at skaffe kapital. Finansieringsudfordringerne er også meget udbredte på privatboligmarkedet.

Der udover er det nødvendig for at styrke bosætningen bl.a. ved at finde flere midler til Indsatspuljen omtalt tidligere.

Blandt landspolitikerne har det trods krisetiderne i økonomien og i samfundet generelt fortsat været ønsket at bruge milliard-beløb på vandplanindsatsen og næringsstofindsatsen. Vi ved fra tidligere undersøgelser, at det stort set ikke generer flere arbejdspladser, men vi må håbe, at effekten for miljøet og etableringen af nye arbejdspladser vil få større succes, end vi har set indtil nu.

Som formand i Landdistrikternes Fællesråd ønsker jeg ikke, at folk flytter væk fra landdistrikter og yderområder, fordi der ikke var arbejde at få. Derfor må det være rimeligt, at en indsats i milliard-klassen for miljøet i landdistrikter og yderområder følges op af en milliard-indsats for at skabe bedre rammevilkår for erhverv og bosætning i landdistrikter og yderområder.

Rammevilkår for bosætning og erhverv skal styrkes i 2012
Landdistrikternes Fællesråd ønsker, at rammevilkår for erhverv og bosætning styrkes i 2012, og det vil vi gerne i dialog med politikere og alle interessenter om.

De allervigtigste rammevilkår er fortsat:

• Erhvervsmuligheder
• Bosætningsmuligheder
• Uddannelsesmuligheder
• Infrastruktur og tilgængelighed – inklusiv digital infrastruktur
• Tryghed/Sundhed

I Landdistrikternes Fællesråd ser vi frem til et godt og begivenhedsrigt 2012. Vi ønsker, at være tæt på de enkelte lokalsamfund og på den anden side tæt dialog med politikerne, og alle grupperinger derindimellem.

Vi håber at møde mange til vores arrangementer hvor vi i første halvdel af 2012 arrangerer både Landdistrikternes Dag på Christiansborg, men også Landsbyernes Dag for alle landsbyer i Danmark og i Landdistrikternes Fællesråd. Vi håber også at møde jer til Folkemødet i Bornholm.

Og som sædvanlig vil der komme nye spændende tiltag hen over året…

Godt nytår..

 

Dette indlæg blev udgivet i Formandens indlæg, Nyheder. Bogmærk permalinket.

Et svar til Landdistrikter og yderområder dobbeltramt af samfundskrisen – handling nødvendig i 2012

  1. Pingback: Landdistrikterne.dk / nyhedsmail 6. januar 2011 | Lokalråd 4262 - Et lokalsamfund i udvikling

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *