Kystturismen trues af afskaffelse af sommerhusregel

[Turistnyt] Den danske kystturisme er i dag en meget vigtig ferieform, målt på omsætning og overnatninger, men Dansk Erhverv advarer nu mod, at denne ferieform er truet. Over halvdelen af landets borgmestre mener nemlig, at udlændinge skal have lov til at købe danske sommerhuse.

Markedsdirektør Mette Feifer fra Dansk Erhverv advarer mod , at den danske tradition for at udleje sommerhuse til udlændinge – ikke mindst ved den jyske vestkyst – langsom risikerer at uddø, hvis flere og flere sommerhuse bliver solgt til udlændinge.

“I dag udlejes omkring en femtedel af alle sommerhuse i kortere eller længere perioder. Og i de store turistområder som langs den jyske vestkyst er tallet langt højere. Hvis de bedste sommerhuse forsvinder ud af udlejningsmarkedet, fordi de sælges til udlændinge, så bliver de beboet i langt kortere tid end i dag. For typisk vil ejerne måske bruge deres sommerhus i omkring fem uger om året – hvor disse huse i dag udlejes i gennemsnit 16 uger om året, udtaler Mette Feifer. 

“Dermed risikerer vi at miste en betydelig omsætning fra de udenlandske turister, som ellers kunne have lejet sommerhusene. Det vil koste vækst og arbejdspladser i yderområderne – vel at mærke ikke kun inden for de direkte turisterhverv, men i høj grad også inden for detailhandlen, hvor mange store købmandsbutikker i yderområderne i dag overlever på at have en god omsætning fra de udenlandske gæster i feriehusene”, udtaler  Mette Feifer.

Dansk Erhverv opfordrer derfor til at kritikerne af sommerhusreglen slår koldt vand i blodet.

“Man bør ikke træffe en forhastet beslutning om at afskaffe sommerhusreglen i lyset af den aktuelle lavkonjunktur, der selvfølgelig også påvirker boligmarkedet for feriehuse. For konsekvenserne af at afskaffe sommerhusreglen vil være vidtrækkende, og er undtagelsen først væk, kan den aldrig genindføres. Dansk Erhverv opfordrer i stedet til at styrke kystturismen, som netop kan være med til at skabe vækst og arbejdspladser i hele Danmark”, siger Mette Feifer.

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *