Kraftig befolkningstilvækst i landsbyen Ølstrup

Blandt Ølstrups tilflyttere de seneste år er også folk fra Ukraine og Litauen, der har fået arbejde som jordbrugsarbejdere, arkitekter og ingeniører på de lokale virksomheder.

Fra medierne kan man af og til få det fejlagtige indtryk, at alle landsbyer i Danmark er i tilbagegang, og at folk kun flytter mod de større byer. Sådan er det slet ikke. Der er rigtig mange landsbyer, der tiltrækker nye borgere hvert år – og dét også højtuddannede og de eftertragtede børnefamilier. Sådan en landsby er Ølstrup i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Topscorer i kommunen
Fra 2006 til 2013 har Ølstrup oplevet en befolkningstilvækst på hele 29 procent. I 2006 boede der 224 indbyggere i byen, og frem til 2013 er det vokset til 289. Det gør Ølstrup til den by i Ringkøbing-Skjern Kommune, der har haft den største befolkningstilvækst i perioden.

De seneste år er der blevet bygget ca. tre nye parcelhuse
om året i Ølstrup til de nye tilflyttere, der eksempelvist
kommer fra Sjælland.

’Her gør vi hinanden gode’
Ligesom i andre landsbyer i fremgang, gemmer der sig aktive ildsjæle bag succesen. En af dem er Pernille Priess Pedersen, der er formand for Ølstrup Sogneforening. Når hun skal forklare Ølstrups succes, peger hun netop på byens mange frivillige og aktive ildsjæle, der gør en kæmpe indsats.

Det kræver også kun et hurtigt kig på Ølstrups hjemmeside for at forstå, at her tager beboerne ansvar for byen og for hinanden. ’Her gør vi hinanden gode’ lyder et slogan.

Et andet lyder ’Her tager vi aktivt del i vores eget liv til fællesskabets bedste’. Og kommer du kørende til Ølstrup, bliver du mødt med ordene ’Velkommen til en aktiv landsby’ ved byskiltet.

Gode til at markedsføre sig
Pernille peger desuden på, at der er et højt informationsniveau til borgerne. Foreningerne er gode til at informere på Ølstrups hjemmeside, facebookgruppe, og på infoskærmen i brugsforeningen om de froskellige aktiviteter og tiltag. Foreningerne er også gode til at være ambassadører for hinanden og videreformidle hinandens arrangementer.

Andre væsentlige forklaringer på succesen er ifølge Pernille, at de har været gode til at markedsføre sig i medierne, og at de har godt samspil med kommunens embedsmænd og politikere.

De har også været tydelige i formidlingen af byens udviklingsplaner og udgivet en visionsbog for Ølstrup 2020. Dermed kan folk udefra få indblik i fremtidsplanerne, og det har ofte en positiv afsmittende effekt på potentielle tilflyttere.

 

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder. Bogmærk permalinket.