Kommunerne dræber de unges initiativ

[dknyt – folkemøde] For mange regler og for meget bureaukrati dræber initiativet hos de unge i landdistrikterne. Sådan lød budskabet fra ph.d. Malene Brandt Winther, da hun deltog i en debat om de unges fremtid i landdistrikterne.

I Landdistrikternes telt havde Landdistrikternes Fællesråd indbudt til debat med overskriften: Hvordan tiltrækker og fastholder man unge, så der også bor mennesker i landdistrikterne om 20 år?

Kommuner spænder ben for sig selv
Malene Brandt Winther, der er forsker på Center for Landdistriktsforskning, SDU, kunne fortælle, hvordan det i England nu er blevet populært at flytte på landet. Men mange danske kommuner spænder ben for sig selv, fordi de ikke støtter nok op om den nye generations virkelyst og initiativer.

Når de unge skal igennem en lang sagsbehandling for at kunne gennemføre selv små projekter, mister de tålmodigheden, og det dræber modet til senere at løfte nogle større projekter:

– Det ligner russiske 100-årsplaner, før tingene kommer igennem. Og det har unge altså ikke tid til at vente på, sagde Malene Brandt Winther.

Foreslår kickstartpulje til mindre projekter
Malene Brandt Winther foreslog derfor minister for by, bolig og landdistrikter Carsten Hansen (S), at regeringen skulle afsætte puljer til de mindre projekter, som kommunerne så kunne få medfinansieret lokale ildsjæl-projekter med.

Carsten Hansen var imødekommende overfor forslaget, men lagde ansvaret over på kommunerne.

– Ideen med en form for kickstarts-puljer er rigtig god. Men vi skal ikke styre alt fra Christiansborg. Vi skal understøtte det, men det er det lokales ansvar. Alle kommuner bør have fokus på planlægning af deres landdistrikter.

Ud over Malene Brandt Winther og minister for by, bolig og landdistrikter, Carsten Hansen (S), deltog MF Lennart Damsbo Andersen (S) og MF Morten Marinus (DF) i debatten.

 

 

 

 

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder. Bogmærk permalinket.