Internet via satellit som brugbart alternativ

Da Udvalget for Landdistrikter og Øer holdt høring om barrierer for hurtigt bredbånd i landdistrikter og på øerne, var der også repræsentanter for satellitbaseret internet på gæstelisten. Satellitbaseret internet er en ny løsning i Danmark, men den bruges i dag flere steder i udlandet bl.a. i Tyskland og Norge.

Som Jens Peter Ladbye-Hansen fra firmaet KjærgaardNettet sagde til høringen, så betragter de sig ikke som en konkurrent til XDSL og fibernet, men som et alternativ, der kan dække husstande og virksomheder i landdistrikterne her og nu, indtil der kommer noget andet ud. Grunden til man forventer, at det er en overgangteknologi er, at den er relativ dyr, at svartiden er langsommere og ikke mindst, at den ikke kan leve op til regeringens målsætning for 100 Mbit/s download og 30 Mbit/s upload i 2020.

Test på Hjarnø
Susanne Ernst er landdistriktskoordinator for Hedensted Kommune og beboer på øen Hjarnø, der ligger ved udmundingen af Horsens Fjord. Hun har ageret testperson for satellitfirmaet GEA-SAT og lavet en hastighedstest mellem en traditionel løsning og en satellitbaseret løsning. Resultatet viste, at hun får en hurtigere hastighed til download, men en langsommere hastighed på upload (find link til hele testen nederst på siden).

Hos den traditionelle internetudbyder lå downloadhastigheden på 3489 kbit/s og på upload 621 kbit/s, mens den på satellitten lå på 9714 kbit/s download og på 489 kbit/s upload. Uploadhastigheden skiftede dog i testperioden, og nogle gange var den lavere end i første test.

Susanne Ernst fortæller, at hun har været tilfreds med forbindelsen:

– Indtil videre er jeg vældig tilfreds med oplevelsen – især hastigheden på download, hvor de almindelige teleselskaber slet ikke kan være med i de fleste landområder. Det er en frisk forbindelse, jeg har i testperioden oplevet meget gode download hastigheder på over 10 Mb.

Streame og surfe på internettet
Satellitten hænger i ca. 40.000 km højde, hvilket betyder, at forbindelsen fra computeren skal 40.000 km op og 40.000 km ned igen. Det betyder, at det man kalder ping tider ligger på ca. 1 sek. eller lidt derover, hvilket er væsentligt langsommere end hos de traditionelle udbydere.

Hvis man mest downloader og surfer rundt på internettet, kan satellitbaseret bredbånd være et alternativ til andre løsninger. Med satellitbaseret internet kan man godt anvende IP telefoni, se live tv, holde videokonferencer m.m., men har man brug for at uploade fx billeder eller andre store filer, må man dog acceptere, at upload hastighederne ligger i underkanten af 400 kbit/2.

Satellitudbyderne arbejder på at få den op i nærheden af 1 Mb, omvendt er der mange som slet ikke kan opnå den upload hastighed på andre forbindelser, som denne løsning kan tilbyde. Satellitbaseret internet dækker hele Danmark inkl. øerne.

Find Susanne Ernsts test her: Internet via satellit   

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder. Bogmærk permalinket.