Ingen hjælp fra EU til hurtig bredbånd i yderområder

[Ritzau] – Det er rigtig træls, for det ville have været en løftestand, hvis man fra EU’s side havde sat nogle penge af til det her og indset, at det er vigtigt. Det går ud over væksten i yderområderne, så det er vi rigtigt trætte af, udtaler Landdistrikternes Fællesråds sekretariatschef, Kirsten Bruun til Ritzau.

Tab af arbejdspladser
Sekretariatschefens udtalelse kommer i anledning af EU’s beslutning om at droppe en pulje på 50 mia. kr., der ellers var øremærket til at udbrede hurtig bredbånd i Europas mere tyndtbefolkede yderområder.

– Det betyder først og fremmest arbejdspladser. Rigtig mange små virksomheder vil gerne etablere sig i landdistrikterne, men det kan ikke lade sig gøre, når der ikke er ordentligt internet, udtaler Kirsten Bruun. Beslutningen møder også kritik hos Dansk Folkeparti:

– Jeg synes, at det er utroligt visionsløst, at EU har valgt at fjerne puljen. Det gør jo, at vi i større grad vil få et A- og et B-hold i Danmark, siger Dennis Flydtkjær, der er it-ordfører for DF.

Fradragsordning måske på vej
De danske landdistrikter og øer kan således ikke længere gøre sig håb om hjælp fra EU til at få højhastighedsbredbånd, men måske er der hjælp på vej fra dansk side. 

Dansk Folkeparti har netop fremsat et lovforslag om, at man skal kunne få fradrag for etableringsomkostninger ved tilslutning til højhastighedsforbindelse. Dansk Folkeparti mener således ikke, at det skal bero på internetudbyderne og markedets ansvar alene, at der kommer hurtigt bredbånd til de danske yderområder.

Forslaget skal til debat og behandling i Folketingssalen tirsdag den 19. februar 2013. Læs forslaget her.  

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder. Bogmærk permalinket.