Indlæg af Mette Hjermind Dencker (DF): Hvis vi da bare kunne lade være med at stå i vejen for jer….

Mette Hjermind Dencker (DF), ordfører for Landdistrikter og Småøer.

Landdistrikternes Fællesråd har i denne uge inviteret Dansk Folkepartis landdistriktsordfører Mette Hjermind Dencker til at skrive et indlæg til LDF’s hjemmeside og ugentlige nyhedsmail.

Ud over at være DF’s ordfører for Landdistrikter og Småøer er Mette Forbrugerordfører samt medlem af Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget, Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Kommunaludvalget, Miljøudvalget og Sundheds- og Forebyggelsesudvalget.

LDF er rigtig glade for, at Mette har sagt ja til at skrive et indlæg. Hun er den tredje i rækken af landdistriktsordførere, der skriver indlæg på LDF’s hjemmeside. Vi blander os ikke i indholdet eller de politiske budskaber i indlæggene, men præsenterer dem præcist, som de er skrevet af ordførerne.

God læselyst. Mvh LDF 

 
Hvis vi da bare kunne lade være med at stå i vejen for jer….
Af Mette Hjermind Dencker (DF), 30. oktober 2013

I Udvalget for Landdistrikter og Øer tager vi jævnligt rundt og besøger jer. Vi hører jeres historier, og jeg glæder mig over jeres vilje og gå-på-mod, mærker en stolthed over alle de projekter I får op at stå via frivillige kræfter, og jeg beundrer jeres vilje til at samarbejde om at løfte et projekt i jeres område.

Vi hører naturligvis også om de forhindringer I møder på jeres vej, og det er ikke så få: Bureaukratiske ansøgninger, der skal udfyldes, og fører til en masse regelrytteri, ufleksible regler, der begrænser jeres muligheder for at udvide jeres virksomhed eller udbygge boligen, regler der forhindrer små købmænd i at lave vareleveringsaftaler med offentlige institutioner, rigid administrering af strandbeskyttelsesloven, der forhindrer bosætning og erhverv på de små øer, realkreditinstitutter, der flere gange har nægtet boliglån, uanset hvor valid ens økonomi er. Eksemplerne er mange.

Heldigvis er I ihærdige mennesker, der ikke så let lader jer slå ud. I er mange, der ikke kunne tænke jer at bo noget andet sted i verden, også selvom I skal kæmpe hårdere for de ting, andre tager for givet. Vi politikere har rigeligt at tage fat på med at bekæmpe den skævvridning, der foregår, som gør det sværere at bo i landdistrikterne og på øerne. Nogle af de initiativer, I i nær fremtid vil kunne se Dansk Folkeparti tage fat på i Folketingssalen er:

– Vi vil ligestille øerne med fastlandet transportmæssigt, så det ikke koster mere at sejle til en ø, end det koster at passere Storebæltsbroen.

– Vi ønsker at frigive statslige arbejdspladser til hjemmearbejdspladser, så det bliver nemmere at bosætte sig der hvor man ønsker (vi ved nemlig, at rigtig mange gerne vil bo tættere på naturen, men arbejdet forhindrer dem i det).

Ydermere er der snart kommunalvalg, og jeg har i den anledning undervist vores byrådsmedlemmer i, hvordan de fører Dansk Folkepartis landdistriktspolitik ud i kommunerne. Det som I vil opleve Dansk Folkepartis kandidater kæmpe for lokalt er:

– Vi værner om de små skoler i oplandet, da vi godt ved, at lukker skolen, dør landsbyen langsomt, medmindre man forstår at sætte noget andet i stedet, der tiltrækker børnefamilierne.

– Hver eneste gang der skal leveres mad til kommunens institutioner, hver gang kommunens bygninger skal renoveres, i det hele taget hver gang der skal leveres en ydelse i kommunen, vil Dansk Folkepartis kandidater først og fremmest prioritere de lokale virksomheder, så vi kan fastholde arbejdspladserne i lokalområdet.

Som I kan se er der meget vi vil gøre, meget vi kan gøre for at løfte landdistrikterne, men først og fremmest handler det om, at vi skal være bedre til at afbureaukratisere. Eller som jeg på et tidspunkt hørte en ihærdig ildsjæl sige: ”Hvis I da bare vil lade være med at stå i vejen for os”. Og det er vel det vi skal se på først: Hvordan vi kan blive bedre til regelforenkling. Jeg kender ikke nogen politikere, der ikke ønsker regelforenkling. Men virkeligheden ser anderledes ud: Der er over de seneste år kommet flere regler, mere bureaukrati, det går efter min mening den gale vej.

Men hvis vi skal ændre noget her, så har vi politikere brug for helt konkrete bud på, hvad I mener vi bør ændre. Jeg har samlet et par stykker ind, og vil meget gerne have flere. Send det endelig til mig, så vi kan stille nogle konkrete forslag.

Til sidst vil jeg slutte af med en dejlig historie fra Spanien, som vi i Udvalget for Landdistrikter og Øer besøgte i september. Vi var ude at besøge et familieejet forskningsinstitut for fødevarer, der lå stort set i midten af ingenting, men omgivet af den smukkeste, mest henrivende natur, midt imellem flotte bjerge. En af deltagerne spurgte familiens ældste, hvorfor de havde valgt netop dette sted til deres virksomhed, hvortil hun svarede: ”Det har vi heller ikke. Det var stedet, der valgte os”. Er sikker på mange af jer godt kan genkende denne følelse.

 

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder. Bogmærk permalinket.