Hollændere på besøg for at høre om sydjysk fibernet

[Vejen Kommune] Det regionale fibernet-projekt er netop af EU-kommissionen blevet rost og fremhævet som et forbillede for andre regioner.

Når det gælder lynhurtige internetforbindelser er Syd- og Sønderjylland helt i front. EU-kommissionen har netop i en rapport fremhævet og rost regionen for på forbilledlig vis at have udbredt fibernet og dermed skabt grundlag for vækst i regionen.

Denne førerposition har givet genlyd også i andre lande. Således får Vejen Kommune torsdag den 15. december besøg af en delegation på 12 personer fra Holland. De skal blandt andet høre om det sydjyske fibernet-projekt, fortæller projektleder Simon Simonsen.

”Projektet startede i 2002 i tre midtsønderjyske kommuner og er nu forankret i Vejen Kommune. Projektet bliver fremhævet som et godt eksempel på samarbejde mellem lokale myndigheder og elselskaber om at få fibernet udbredt til alle”.

Vejen Kommune indgår som eneste danske deltager i et europæisk samarbejdsprojekt, ”Vital Rural Area”, bestående af 13 projektpartnere fra seks lande omkring Nordsøen, heriblandt Holland. Formålet med projektet er at finde og afprøve tværnationale strategier for at styrke regional udvikling samt for at forbedre levevilkår og livskvalitet i landdistrikterne blandt andet via anvendelse af informations- og kommunikationsteknologi.

Besøget finder sted i InnovationsHus Syd i Rødding, hvis aktiviteter de hollandske gæster også skal studere nærmere. De har nemlig planer om selv at etablere et innovationshus i deres lokalområde i Nord Friesland. Derfor vil de gerne lære af de erfaringer, som man har gjort i Vejen Kommune, siden InnovationsHus Syd blev etableret i 2004

 

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder. Bogmærk permalinket.