Fremtidens Herregård vælger 12 nye forandringsagenter på landet

[Realdania – Fremtidens Herregårde] Skolehaver, nye rammer for filmproduktion og produktion af grøn energi til lokalområdet – alt sammen med udgangspunkt i herregårde. Det er blot tre af de i alt 12 nytænkende projektidéer, der i dag modtager støtte til udvikling gennem Realdanias kampagne Fremtidens Herregård.

Projekterne er udvalgt blandt 48 ansøgere og viser – hver på deres måde – hvordan nye aktiviteter og forretningsområder på herregårdene kan skabe bedre livskvalitet og udvikling på landet.

De udvalgte støttede projekter er:

Svenstrup, Borup
Svenstrup Gods ønsker at udvikle et sport- og friluftscenter med arrangementer, friluftstilbud og naturoplevelser – herunder mountainbike og løb til gavn for lokalsamfundets forenings- og friluftsliv.

Klintholm, Borre
På Møn vil Klintholm Gods understøtte turismen i lokalområdet ved at styrke ejendommen Hunosøgård som feriested, lokalt samlingspunkt og markedsplads for mønske fødevarer og udendørs aktiviteter.

Wedelslund, Galten
Wedelslund Gods vil videreudvikle og understøtte stedets eksisterende veteranbilklubs aktiviteter ved at øge garagekapaciteten og etablere bl.a. værkstedsfaciliteter.

Gunderslevholm, Herlufmagle
På Gunderslevholm vil ejeren omdanne den trelængede avlsgård til et socialt mødested for lokalområdets aktiviteter og aktører i en spektakulær ramme af arkitektonisk høj kvalitet: en markedsplads – eller basar – for udveksling af varer, idéer, kultur og viden.

Villerup Hovedgaard, Hjørring
Idéen på Villerup Hovedgaard er at anvende gårdens driftsbygninger til et biomasseanlæg, der producerer varme direkte til fjernvarmenettet. Projektet omfatter bl.a. genanvendelse af stedets bindingsværkslade.

Lilliendal, Mern
Med projektet vil Lilliendal genskabe og tilpasse det gamle nyttehaveanlæg som ramme om en have for sydsjællandske skoleelever. Skolehaven skal være en ’udeskole’ med fokus på havedyrkning, mad og natur.

Steensgaard, Millinge
Steensgaard ønsker at formidle viden om økologisk fødevareproduktion til skoler og danne ramme om bl.a. lejrskoleophold. Idéen er en naturlig forlængelse af stedets eksisterende fødevareproduktion og undervisningsaktiviteter.

Grønnessegaard, Hundested
Grønnessegaard vil samle flere led i kæden fra jord til bord og producere fødevarer af høj kvalitet med fokus på bæredygtighed og dyrevelfærd. Projektet omfatter også etablering af socialøkonomiske arbejdspladser.

Søholt, Maribo
Søholt vil bygge videre på den tidligere gennemførte renovering af barokhaven og skabe et støttepunkt for udvikling af dansk haveturisme: et traktørsted og et havekulturcenter.

Østrupgaard, Faaborg
Med etablering af bl.a. en række overnatningsmuligheder og et såkaldt ’innovationskøkken’ skal Østrupgaard være ramme om et mødested i forbindelse med udviklings- og innovationsprocesser i dansk og udenlandsk erhvervsliv.

Boltinggaard, Ringe
Boltinggaard har planer om at blive omdrejningspunkt for filmproduktion på Fyn med et fleksibelt filmstudie, overnatningsfaciliteter til crew, museum for filmkulisser, biograf med mere.

Engestofte, Maribo
Engelstofte ønsker at skabe en ’fødevareambassade’ for mindre, lokale fødevareproducenter og det lokale erhvervsliv. Omdrejningspunktet skal være et multifunktionelt rum, hvor der kan holdes bl.a. markeder, events og møder.

 Læs mere på Realdanias hjemmeside

 

 
Dette indlæg blev udgivet i Nyheder. Bogmærk permalinket.