Forsvarsforlig kan bombe offentlige arbejdspladser væk fra landdistrikter og yderområder

[LDF] Landdistrikternes Fællesråd råber vagt i gevær over, at forsvarsministeren og flere partier i Folketinget er klar til at lukke kaserner i landdistrikter og yderområder af landet. Formanden for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard, kalder situationen meget alvorlig og håber, at partierne i Folketinget samt forsvarsministeren og finansministeren vil undgå at lukke kaserner i landdistrikter og yderområder.

– Landdistrikternes Fællesråd er stærkt bekymret for de yderområder i landet, som kan blive ramt af kasernelukninger, da det kan få vidtrækkende beskæftigelsesmæssige virkninger. De personer, der arbejder ved en kaserne og i den lokale følgeerhverv samt deres ægtefæller og familier, finder ikke bare alternative arbejdspladser, udtaler Steffen Damsgaard.

Negativ konsekvens for bosætningen
Der har været flere kaserner i farezonen i forbindelse med forsvarsforliget, hvor der skal findes besparelser på 2,7 mia. kr. Varde Kaserne er f.eks. i flere omgange nævnt som kandidat til lukning til trods for, den er i god stand og har en god beliggenhed i forhold til øvelsesterræn.

– Hvis personerne, der arbejder på kasernen skal flytte med til en anden kaserne, får det en negativ konsekvens for området. De personer og familier, som ikke skal flytte med må ofte finde beskæftigelse et andet sted, da der ikke er de samme muligheder for, at arbejdsmarkedet i lokalområdet kan opsummere så mange ledige på én gang. Derved vil det betyde stor fraflytning fra et område, især i et yderområde af landet. Det betyder færre skattekroner til en kommune og færre midler til offentlig service til de tilbageværende borgere, udtaler Steffen Damsgaard.

Senest har bl.a. Dansk Folkeparti været ud at sige, at kasernelukninger ikke giver ret store besparelser, kun ca. kr. 100 mio. Derfor opfordrer Landdistrikternes Fællesråd Folketingets partier og regeringen til at undlade kasernelukninger i hvert fald i yderområder af landet, som i forvejen er under pres, og som i forvejen har få offentlige arbejdspladser.

Hvis regeringen vil en positiv udvikling i hele landet, så skal man ikke gå ud og ødelægge forudsætningen for en positiv udvikling og forringe de lokale basale rammevilkår, som offentlige pladser hører ind under.

 

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder. Bogmærk permalinket.