Formand kræver svar fra erhvervs- og vækstministeren i omstridt bredbåndssag

[LDF] Landdistrikternes Fællesråd har flere gange været ude med spørgsmålet om, hvorfor der afsat midler til Bornholm og eksempelvis ikke Langeland, Læsø og Norddjurs, som Erhvervsstyrelsen har udpeget som de dårligst dækkede områder – år efter år. Der er ikke blevet givet et fyldestgørende svar, og nu kræver Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd, svar fra erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen.   

Erhvervstyrelsen: “Ingen kommentarer”
Computerworld har boret i sagen om, hvorfor regeringen har øremærket 60 mio. kr. til bredbånd til Bornholm som det eneste sted i landet. I artiklen Svar på tiltale: Derfor får Bornholm – ikke Langeland – støtte begrunder chefkonsulent Mette Stürup fra Erhvervsstyrelsen bl.a. støtten til Bornholm med, at Bornholm er “den ø i Danmark, hvor der er flest, der ikke har adgang til bredbånd med højere hastigheder”. Men på journalistens følgespørgsmål gives der ingen svar.   

Journalist: Men vil det sige, at det er regeringen, der har besluttet, at det kun er ét større sammenhængende område, der kommer i betragtning? Erhvervsstyrelsen: “Ingen kommentarer.”

Journalist: Er vi enige om, at der findes andre områder i Danmark, hvor bredbåndsdækningen er lige så dårlig? Erhvervsstyrelsen: “Ingen kommentarer.”

Journalist: Hvor kommer så det særlige fokus på Bornholm fra? Erhvervsstyrelsen: “Ingen kommentarer.”

Vækker stor undren hos formand 
De manglende svar finder Steffen Damsgaard meget mærkværdige, og han stiller også spørgsmålstegn ved de betingelser, der stilles op for at et område kan få støtte. Derfor vil han forfølge sagen, så vi kan få et ordentligt svar fra erhvervs- og vækstminister Anette Vilhelmsen.

Han stiller også spørgsmål til, hvorfor der ikke kan bruges flere midler af de 739 mio. kr., som staten fik ind ved auktionen over 800 MHz-frekvensbåndet, til at hjælpe de markedssvigtede områder i landet. 

Læs også: Udkantsdanmark undrer sig – hvorfor særbehandling til Bornholm
Læs også: Skoleret: Minister skal forklare sig i omstridt bredbåndssag 

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder. Bogmærk permalinket.