Folkemødets program på vej mod fordobling

[Folkemøde] Programmet for dette års Folkemøde fra 13.-16. juni bliver markant større end i de to foregående år. Omkring 500 partier, foreninger, virksomheder og organisationer har tilmeldt i alt 1267 events.

De mange events i år skal sammenlignes med, at der i alt blev afholdt 748 events under sidste års Folkemøde og 256 i den politiske festivals præmiere år, 2011.

– Vi nærmer os altså noget, der ligner en fordobling i forhold til sidste år. Jeg tror ikke, at vi når helt derop, men vi kommer tæt på. Det er udtryk for, at der er en helt overvældende interesse for at deltage i og præge debatten under Folkemødet, siger projektleder Louise-Groth Michelsen for Folkemødet på Bornholm.

Alle ministre kommer til Folkemødet
Arrangørerne bag de mange tilmeldte events udgør en meget blandet skare.

– Der er næsten alle typer. Fra de store og dybt professionelle organisationer til de meget små, nicheprægede og frivilligt drevne foreninger. Det er vi meget glade for, da det netop er en af Folkemødets centrale værdi-er, at festivalen er for alle, uanset størrelse og økonomisk formåen, siger Louise Groth-Michelsen.

Hun tilføjer, at samtlige ministre i regeringen har meldt deres ankomst, og, at der desuden kommer politikere fra Folketinget, kommunerne, re-gionerne og Europa Parlamentet i stort antal.

De mange tilmeldte events varsler også en øget tilstrømning af udenøs deltagere til dette års Folkemøde.

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder. Bogmærk permalinket.