Kommuner vil erstatte tomme busser på landet med flextur

[Avisen.dk] Det skal være fortid, at der kører busserne i de tyndtbefolkede områder med meget få passagerer. Flere landkommuner har nu skiftet de store tomme busser ud med taxaer, der kun kører, når det er nødvendigt. Det skriver Avisen.dk.

Ordningen hedder flextur, den er ikke ny, men den bliver mere og mere udbredt. I Nordjylland har trafikselskabet NT set en stigning fra 700.000 ture i 2009 til 1.600.000 ture i 2011, og tallet er stigende. 

– Set ud fra en miljømæssig og økonomisk synsvinkel er det alt for meget at køre med en stor bus, der kun opsamler tre eller fire passagerer. Så det er en måde at udnytte ressourcerne på, bedst muligt, siger Nicolai Sørensen, der er underdirektør i Nordjyllands Trafikselskab til Avisen.dk.

Flextur-ordning i Rebild Kommune
Rebild Kommune er en af de kommuner i Nordjylland, der har nedlagt busruter.

– Vi vil ikke have busser med to eller tre passagerer i, og har nedlagt ruterne. Til gengæld har vi så valgt at sætte taksten ned på flexturene, for det skal jo også være muligt for vores borgere at kunne komme frem,” siger Gert Fischer, formand for teknik og miljøudvalget i Rebild Kommune, til Avisen.dk. Rebild Kommune er en af de billigste kommuner i Nordjylland for borgeren at benytte Flextur-ordningen.

Dansk Taxi Råd er dog knapt så begejstrede for ordningen. Her frygter man, at de billige kommunestøttede taxature, vil underbyde og dermed forværrer konkurrencen for de almindelige taxaselskaber.

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder. Bogmærk permalinket.