Flest kickstart-kroner til hovedstaden

Hovedstaden står til at modtage flest penge fra regeringens kickstart, der vil renovere almene boliger for 5,5 mia. kr. Fordelingen mellem landsdelene undrer Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd.

Pengene kommer til at strømme til hovedstaden som følge af regeringens kickstart, der indeholder 5,5 mia. kr. til renovering af almene boliger.

En tredjedel af pengene – næsten to mia. kr. i alt – skal ifølge den foreløbige plan bruges i Region Hovedstaden. I den anden ende ligger Region Nordjylland, der står til at få renoveret almene boliger for ca. 0,5 mia. kr., mens Region Sjælland ventes at modtage færrest kickstart-kroner (se detaljeret liste i bunden af denne artikel).

“Det er lidt pudsigt, at man godt kan finde midler til store renoveringsprojekter, der tilgodeser de største byer, men man kan ikke finde for 100 mio. kr. statslige midler til at fjerne dårlige boliger i landsbyerne,” siger Steffen Damsgaard og henviser til den såkaldte nedrivningspulje, som har givet kommuner tilskud til nedrivning af faldefærdige rønner, men som regeringen har skrottet i sit finanslovsforslag.

Steffen Damsgaard udtrykker forståelse for, at de 5,5 mia. kr. fra Landsbyggefonden er de almene lejeres egne penge, som skal komme de almene lejere til gode. Men med den foreliggende udmøntning kan han ikke få øje på stor vækst i landdistrikterne. En pointe, som ministeren for by, bolig og landdistrikter, Carsten Hansen (S), ellers har lagt vægt på.

“Jeg har svært ved at se, at 5,5 mia. kr. skal skabe en beskæftigelsesbølge i landdistrikterne og yderområderne, som ligger længst væk fra de største byer, hvor det for alvor vil gå for sig med de her investeringer og renoveringer,” siger han.

Mest trængende står først i køen
Den foreløbige fordeling, som skal endeligt fastlægges senere, er baseret på et ventelistesystem hos Landsbyggefonden. Kort fortalt sender de almene boligselskaber en ansøgning om støtte ind til fonden, som vurderer ansøgningen og laver en venteliste rangeret efter behov.

“Dem, der står først, har hurtigst brug for hjælp. Det er ligesom, når folk kommer ind i en ambulance på skadestuen,” forklarer Bent Madsen, direktør i Landsbyggefonden. Når flest penge tilgår hovedstaden, er det med andre ord, fordi der er flere almene boliger i København, der trænger mest til en kærlig hånd.

Steen Bach Nielsen, socialdemokratisk formand i Region Sjælland, vil nu ringe rundt til boligselskaberne i sin region for at få drejet pengene mere i sjællandsk retning.

“Jeg vil da opfordre vores boligselskaber til at få lavet nogle gode ansøgninger og lægge billet ind på pengene og så håbe, at Landsbyggefonden prioriterer sådan en god ansøgning,” siger han.

Carsten Hansen mener, at den foreløbige fordeling af kickstart-milliarderne har en fin balance mellem landsdelene.

“Vi har et vældigt behov for en kickstart nu, og derfor har vi taget alle de spadeklare projekter, der ligger. Der kommer 3,6 mia. kr. til områder uden for hovedstaden, og det synes jeg er rigtig fint,” siger han til Altinget | Bolig.

Ny pukkel vurderes på årlige statusmøder
Den nye boligaftale kom på plads søndag efter flere forhandlingsrunder mellem forligspartierne. Oppositionen lagde undervejs vægt på, at de fremrykkede investeringer ikke måtte betyde et lavere grundbeløb til renovering i de efterfølgende år. Men det kom de ikke igennem med.

“Det er vigtigt, at der ikke bliver skabt en ny renoveringspukkel. Derfor ønskede vi at øge renoveringspuljen i årene 2013 til 2016. Men desværre stod regeringen af her,” sagde Konservatives boligordfører, Benedikte Kiær, efter forhandlingerne var afsluttet ifølge avisen.dk.

Carsten Hansen påpeger, at eventuelle nye renoveringspukler skal diskuteres ved årlige statusmøder i forligskredsen. Næste gang bliver i marts 2012.

“Vi vil løbende vurdere behovet for renoveringer. Men jeg kan ikke sige på forhånd, om vi vil forhøje beløbet,” siger han.

Aftalen betyder, at forligskredsen nu tæller alle partier undtagen Enhedslisten. Det ventes, at aftalen vil blive fremsat som lovforslag i Folketinget i næste uge, så det kan blive vedtaget inden jul.

—————————————-

Foreløbig regional fordeling af fremrykkede investeringer til renovering af almene boliger – i regi af Landsbyggefonden

Region Hovedstaden: 1.936 mio. kr. (35%)
Region Syddanmark: 1.365 mio. kr. (25%)
Region Midtjylland: 1.285 (23%)
Region Nordjylland: 545 (10%)
Region Sjælland: 369 (7%)

Kilde: Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter

 

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder. Bogmærk permalinket.

Et svar til Flest kickstart-kroner til hovedstaden

  1. Pingback: Landdistrikterne.dk / nyhedsmail 18. november 2011 | Lokalråd 4262 - Et lokalsamfund i udvikling

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *