Flere partier ønsker at oprette et turistministerium

Tidligere på året var Hans Christian Schmidt fra Venstre ude med budskabet om, at Danmark bør oprette et turistministerium. Nu melder Dansk Folkepartis erhvervsordfører, Hans Kristian Skibby, også ud, at det er på høje tid, at der oprettes et decideret ministerium for turismen.

Udmeldingen kommer efter, at det er kommet frem, at en undersøgelse begået af en tysk bank viser, at Danmark er det tredje-dyreste turistland i EU. 

Stort potentiale i turisme
– Det er et paradoks. På den ene side har turismeerhvervet i Danmark et kæmpepotentiale, men på den anden side er turisterhvervet faktisk i krise. Det er på tiden at tage skeen over i den anden hånd og oprette et ministerium, så vi kan få genoprettet og løftet et af vores allerstørste erhverv, siger Hans Kristian Skibby.

Erhvervsordføreren peger på, at der er behov for en helhedsindsats, og derfor er det helt rigtigt at samle indsatsen i et ministerium.

Hans Kristian Skibby påpeger, at HORESTA, hotel-, restaurant-, catering- og turisterhvervets hovedorganisation, bakker op om idéen om et turistministerium.

 

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder. Bogmærk permalinket.