Fire kommuner i samarbejde om vækst i vestjyske fødevareproduktion

Et unikt samarbejde mellem fire vestjyske kommuner og et samlet budget på 4,7 mio. kr. skal være med til at skabe udvikling og vækst i den vestjyske fødevareproduktion.

Med projektet ’Madlandet i Vest’ har de fire kommuner Holstebro, Struer, Lemvig og Ringkøbing-Skjern valgt at fortsætte samarbejdet om deres indsats på fødevareområdet. Projektet startede i foråret 2012 og løber indtil efteråret 2014.

Afløber af Vestjyske Fødevarer og Oplevelser
Projektet udspringer af initiativet ’Vestjyske Fødevarer og Oplevelser’ og støttes af Den Europæiske Fond for Udvikling af Landdistrikter, Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, samt Region Midtjylland.

Det bærende element for projektet er samarbejdet mellem de fire kommuner. Men udover kommunerne har også lokale aktionsgrupper, erhvervs- og turismeaktører, foreningen Regional Madkultur i Vestjylland samt andre relevante aktører andel i projektet.

”Sammen kan vi løfte så meget mere, men vi har også brug for, at målgruppen selv – altså vores producenter og spisesteder – i langt højere grad kommer på barrikaderne og er med til at skabe en udvikling af fødevareområdet”, lyder det fra ’Madlandet i Vests’ projektleder fra Navigators, Kirsti Storinggaard

Nye tiltag: rullende procesvogn, gavekasser og vestjysk kogebog
Pengene i ’Madlandet i Vest’ skal bruges til en række konkrete aktiviteter. Blandt andet er en rullende procesvogn lige nu under udvikling. Vognen skal lejes ud til lokale fødevareproducenter, og skal indeholde alt det nødvendige udstyr, så de kan teste deres egne ideer i mindre skala, inden de investerer i dyrt produktionsudstyr. På den måde undgås dyre fejlkøb og producenterne får mulighed for at afprøve og udvikle deres ideer.

Andre spændende tiltag er gavekasser med reklame for vestjyske produkter, fælles netværks- og messeaktiviteter samt en vestjysk kogebog. Tiltagene skal være med til at udvikle de vestjyske fødevarevirksomheder i en positiv retning, og på længere sigt håber initiativtagerne på at kunne bidrage til at øge omsætningen og beskæftigelsen i virksomhederne.

”Der er god grund til at sætte meget mere fokus på den regionale madkultur, for Vestjylland rummer så mange spændende og dygtige fødevareproducenter, restauranter og gode råvarer. Og jeg ved, der er mange spirende ideer og nye, utraditionelle samarbejder på vej, som jeg håber, ’Madlandet i Vest’ kan være med til at skubbe i gang”, lyder det fra Kirsti Storinggaard. 

Læs mere om ’Madlandet i Vest’ og Regional Madkultur Vestjylland på www.madlandet.dk

 

 

 

 

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder. Bogmærk permalinket.