Finansiering i landdistrikterne

Er der en spåkone til stede?

Alt afhængig af hvilken ekspert man vælger at lytte til, går vi mod lysere tider eller bliver slået direkte tilbage til start. Udfordringen ligger i at forholde sig til den virkelige virkelighed.

Hvem skal man tro? Chefen for den internationale valutafond Christine Lagarde, som spår syv fede år lige om hjørnet? Eller cheføkonom Helge J. Pedersen i Nordea Bank, som spår endnu en finanskrise rundt om det samme hjørne? Tja, dit gæt er vel ligeså godt som vores. Men om ikke andet viser uenigheden vel, at økonomi ikke er en eksakt videnskab som f.eks. fysik. Derfor bør lovgivning idenfor økonomiske områder afspejle agilitet frem for stive rammer.

Som mange bittert har konstateret over de sidste par år, er man nødt til selv at sætte sig ind tingene – i det mindste sin egen privatøkonomi, så man er i stand til at vurdere de råd og tilbud, som man får i banker og realkreditinstituttet. Vi har været nød til at ændre vores traditionelle opfattelse af rådgiveren, som vi har kendt gennem mange år og indse, at han er sælger, ligesom alle andre, der har en vare, de skal leve af.

DR har i et par udsendelser sat fokus på nogle af de konsekvenser, den såkaldte finanskrise har haft for enkeltpersoner. I den sidste forsvarede Realkreditrådets direktør Ane Arnth Jensen branchens strategi med to argumenter. For det første ”hvis noget ikke kan sælges, har det ingen værdi”, og for det andet ”lovgivningen forhindrer os i, at yde lån i ejendomme, som vi skønner, ikke kan sælges uden tab inden for seks måneder”. Det første kan hun såmænd have ret i ud fra en sund fornuft betragtning, og det andet er ubestrideligt sandt. Så hvis man ser bort fra, at realkreditten i det sidste tilfælde både er vurderingsmand og långiver, så holder det argument også.

Realkreditten har altså ryggen fri, og det har bankerne vel også, når de af hensyn til deres overlevelse afslår at give lån, hvis de skønner, at risikoen er for stor. Kønt ser det dog ikke ud, når visse banker for at redde deres eget giver afslag for i stedet at tilbyde unge landmænd ejendomme, som i forvejen er konkurstruet. Men alt i alt ikke bebrejde bankerne, at de har lært af 00’ernes ukritiske långivning og tænker sig om.

Når landdistrikternes minister derimod henviser til de samme argumenter, hænger det ikke sammen mere. For ministerens mulighed ligger jo netop i at ændre rammevilkårene gennem lovgivning både inden for finansieringsformer og liggetider i lavkonjunktur udover på en række andre kerneområder. Vi anerkender at lovgivningsarbejdet er langsommeligt – vi skal være de sidste til at tilskynde til lovsjusk – og vi anderkender at netop ministeren for By, bolig og landdistrikter har et resort, som spænder over flere andre fagministerier, men vi peger på, at muligheden for at påvirke landdistrikternes vilkår i positiv retning ligger er til stede. Når ministeren tager fat på at forbedre rammevilkårene, vil vi opfordre ham til at være pioner ved at skabe en fleksibel lovgivning, som kan tilpasse sig de skiftende konjunkturer, som sikkert stadig vil være virkeligheden i fremtiden.

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder. Bogmærk permalinket.