Fiberkonference for kommuner – de første talere er på plads

[Dansk Energi] Når Dansk Energi i oktober holder en konference om, hvordan kommunerne kan styrke sig på det digitale område, bliver det med talere fra både ind- og udland. Der er nu lavet aftale med de første syv talere, se dem her.    

Blandt talerne på konferencen er:  

Christer Mattsson: svensk ekspert, som har lavet flere analyser af de økonomiske og samfundsmæssige gevinster ved fibernet og højhastighedsbredbånd. Han vil tale om svenske kommuners erfaringer med at få udrullet hurtigt bredbånd, og hvordan de har udnyttet det.

Benoit Felten: fransk/engelsk ekspert og førende analytiker. Han vil tale om de digitale tendenser, der er på vej, og som har betydning for kommuner, samt erfaringer fra Europa.

Carsten Hansen, minister for by, bolig og landdistrikter, vil holde kort tale og uddele pris til ’årets digitale ildsjæl’.

Bjarne Lund Kristensen fra Varde Kommune, vil holde oplæg om deres projekt med videobaseret undervisning.

Niels Erik Kjærgaard, kommunaldirektør i Ringkøbing-Skjern Kommune, vil tale om hvorfor kommunen har sat fokus på den digitale infrastruktur – og forhåbentligt også tale om hvad man nu vil gøre efter det kuldsejlede udbud fra sidste år.

Michael Jensen, fra Aalborg Universitet, vil tale om betydning af digital infrastruktur og give overblik over bredbåndsdækningen i alle danske kommuner.

Rasmus Helmig, direktør i Nianet, vil fortælle om udrulningen af fibernet i Odense Kommune og hvordan kommunen vil udnytte det inden for en række velfærdsområder.


Om konferencen og tilmelding

Konferencen sætter fokus på, hvordan kommunerne kan udnytte digitale løsninger til at sikre en effektiv service for borgerne, samt hvordan gode bredbåndsforbindelser kan bidrage til at tiltrække og fastholde virksomheder.

Samtidig vil der blive sat fokus på den digitale infrastruktur som en afgørende forudsætning for kommunernes digitalisering og for vækst og beskæftigelse. Her vil debatten handle om, hvad kommunerne selv kan gøre, når det gælder om at sætte skub i bredbåndsudviklingen.

Det er en betalingskonference, og der kræves tilmelding. Du kan melde dig til og læse mere her.

 

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder. Bogmærk permalinket.