Fælles årsmøde for landdistrikter i Ringkøbing-Skjern Kommune

[Ringkøbing-Skjern Kommune] Landdistriktsrådet i Ringkøbing Skjern Kommune og LAG Ringkøbing-Skjern har som noget nyt besluttet at holde fælles årsmøde. Håbet er, at man hermed kan styrke interessen og opbakningen til de fælles udfordringer, som man arbejder med i landdistrikterne.

– Det er et regulært topmøde for alle, der arbejder for at udvikle kommunens landsbyer og sogne. Man kan også sige, at det er et konkret resultat af det tættere samarbejde, vi har opnået mellem kommunen, LAG og Landdistriktsrådet, siger Erik poulsen, der er formand for landdistriktsrådet.

Større fokus på landdistrikterne 
Både landdistriktsrådet og Lag’en oplever i dag en langt større lydhørhed for landdistrikternes dagsorden, end det før har været tilfældet.

– Vores indflydelse på de vigtige beslutninger er blevet større, og derfor kan jeg kun opfordre til, at man møder op. Vi er 40 sogne- og borgerforeninger, der er samlet i landdistriktsrådet, og her er muligheden for alle hjørner af kommunen til at blive hørt, siger Erik Poulsen.

Årsmødet finder sted torsdag den 19. april i Hover Fritids- og Kulturcenter. Generalforsamlingen er åben for alle, dog er kun medlemmer stemmeberettigede.

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder. Bogmærk permalinket.