For få kender medlemmerne af regionsrådene

Et væld borgere valgte at stemme blankt til regionsrådsvalget i tirsdags. Ifølge DR.dk har i alt har fem gange så mange stemt blankt til regionsrådsvalget som til kommunalvalget.

I Region Syddanmark stemte 40.267 blankt, i Region Hovedstaden 45.346, i Region Midtjylland 32.102, i Region Sjælland 25.637 og i Region Nord 17.129.  Det fremgår af KMD’s opgørelse af stemmerne ved regionsrådsvalget 2013.

Skal tættere på borgerne
De mange blanke stemmer kan tyde på, at det kun er de færreste, der kender deres regionsrådsmedlemmer. Flere af regionsrådsformændene har dog fået et kanonvalg. Bent Hansen (S), der er formand for Region Midt og også formand for Danske Regioner, fik imponerende 104.064 personlige stemmer ved valget. Og Carl Holst (V), regionsrådsformand i Region Syddanmark, fik hele 94.000 personlige stemmer.

Mens der er stort kendskab til regionsrådsformændene, kniber det med de enkelte medlemmer, og de har derfor en stor opgave ved næste regionsvalg med at få større gennemslagskraft hos vælgerne. De skal meget tættere på borgerne, og blive bedre til at synliggøre, hvordan de vil gøre en forskel, mener LDF.

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder. Bogmærk permalinket.