Er du ramt af Skyline konkurs – brug Erhvervsstyrelsens hotline

[LDF] Erhvervsstyrelsen har oprettet en hotline til tidligere Skyline-kunder, der står uden bredbåndsforbindelse eller har problemer med at finde et rimeligt alternativ til Skyline. Det er nok de færreste, der ved, at hotlinen eksisterer. Derfor opfordrer Landdistrikternes Fællesråd alle Skyline ramte kunder til at gøre brug af den.

Find Erhvervsstyrelsens hotline her: Hjælp til tidligere Skyline-kunder

Hvis du ikke kan komme igennem, så send en mail til Landdistrikternes Fællesråd på mail@landdistrikterne eller formand@landdistrikterne. Vi følger med i sagen og hører gerne fra folk, der oplever problemer med at skaffe ordentlige bredbåndshastigheder.


Har markedet løst problemet?

Aftalen om nøddrift af Skyline-nettet ophørte den 30. juni 2012. Og de tidligere Skyline kunder har nu haft en måned til at finde alternative internetudbydere, der kan levere bredbåndshastigheder og priser svarende til Skylines tilbud. Ifølge chefkonsulent Kristian Borten i Erhvervsstyrelsen er problemet nu stort set løst.

”Det er vores indtryk, at markedet i vidt omfang har formået at finde alternative løsninger til Skylines kunder”, udtalte han tidligere på ugen til bladet Computerworld.

Her fortæller han også, at Erhvervsstyrelsens hotline, der blev oprettet mandag den 2. juli 2012, bliver brugt meget lidt. Han ser det som et tegn på, at Skyline-kunderne i høj grad er blevet opsuget af markedet.

Men reelt ved man ikke, hvor mange kunder, der mangler at finde en ny udbyder. Og det vides formodentlig heller ikke, om de alternative løsninger, som kunderne finder, er på højde med det, de fik før. Derfor følger Landdistrikternes Fællesråd fortsat sagen nøje.

 

 

 

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder. Bogmærk permalinket.