Energilandsbyer i Esbjerg Kommune

[Esbjerg Kommune] Esbjerg Kommune har igangsat et 3-årigt forsøgsprojekt, der skal gøre interesserede landsbyer til bæredygtige energilandsbyer. Projektet skydes i gang med tre informationsmøder i hhv. Hunderup, Ribe og Esbjerg.

Landsbyer, der tilslutter sig aftalen, skal udarbejde energihandlingsplaner, så de senere kan opnå certificering som energilandsby.

– Det er altafgørende, at landsbyerne selv bliver drivkraften og engagerer sig helhjertet allerede i starten af forløbet, hvor vi i fællesskab udvikler strategiplaner. Der bliver tale om et partnerskab, hvor vi fra kommunens side vil yde faglig bistand og stå for den overordnede koordinering af projektet, siger John Snedker, formand for Plan & Miljøudvalget.

Første informationsmøde bliver i Hunderup, hvor der er store forventninger. Det gælder ikke mindst hos formanden for lokalrådet i Hunderup Sejstrup, Michael Bertelsen, der udtaler: – Vores lokalråd vil gerne sidde i forreste række, når energibybussen kører, og vi ser frem til at høre mere om mulighederne for at samarbejde med Esbjerg Kommune.

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder. Bogmærk permalinket.