En milliard kroner uddelt til friluftsliv – ny tilskudsmulighed

[Friluftsrådet] 2000 sheltere, flere kilometer både- og badebroer, 1100 kajakker og kanoer og fugletårne, der tilsammen når en højde, der er over dobbelt så højt som Danmarks højeste punkt. Det er bare en lille del af det, der har fået tilskud af Tips- og Lottomidler til Friluftslivet. Siden 1993, hvor Friluftsrådet fik det fulde ansvar for at uddele og administrere Tips- og Lottomidler til Friluftslivet har flere end 10.000 projekter fået tilskud. Til sammen runder tilskuddene til de mange friluftsprojekter nu 1 milliard danske kroner.

”Vi er stolte af at kunne give tilskud til så mange projekter, der gavner friluftslivet. Faciliteter som sheltere, bålhytter og anløbsbroer har stor værdi for et lokalområde og giver nye muligheder for friluftsliv og naturoplevelser. Der er stort lokalt ejerskab til projekterne og folk har lagt frivillig arbejdskraft i at realisere ideer, der kommer mange borgere til gavn” siger Friluftsrådets formand Lars Mortensen.

Det er især foreninger og organisationer, der har fået tilskud til projekter, men også mange daginstitutioner og dagplejere har fået tilskud til bålhytter, ladcykler, haver og andre udefaciliteter, der gør det nemmere at komme ud i naturen med børnene.

Udover de lokale projekter støtter Tips- og Lottomidler til Friluftslivet også større forsknings- og udviklingsprojekter og foreninger der tilbyder friluftsaktiviteter.

Ny mulighed for tilskud markerer milliarden
I anledningen af at milliarden er rundet, har Friluftsrådets bestyrelse besluttet at oprette en særlig tilskudsmulighed på fem millioner kroner. De skal fordeles mellem projekter indenfor fem kategorier:

· Friluftsliv for flere. Foreninger kan søge tilskud til projekter, der inspirerer flere mennesker til friluftsliv.
· Mere natur til friluftsliv. Tilskud til ny natur der bl.a. kan bruges af skoler.
· Friluftsliv i byen. Tilskud til projekter til gavn for institutioner og skoler.
· Adgang til kysterne.
· Fremtidens friluftsliv. Tilskud til projekter, der udvikler nye friluftsaktiviteter.

”Vi håber, den nye tilskudsmuligheder med de fem fokusområder vil være med til at inspirere endnu flere til at søge tilskud til friluftsliv og dermed skabe rammer for gode oplevelser i det fri”, siger Lars Mortensen.

Friluftsrådet uddeler en lille del, mere præcist 3, 39 % af Danske Spils overskud til foreningsliv og velgørenhed.

Det bliver til ca. 58 millioner kroner om året. Der gives til tilskud til foreninger, naturvejledere, lokale projekter og forsknings og udviklingsprojekter, der er med til at udvikle friluftslivet.

Alle kan søge Tips- og Lottomidler til Friluftslivet. Næste ansøgningsfrist er 1. juli 2012.

Se mere på www.friluftsraadet.dk/milliarden

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder. Bogmærk permalinket.