De mest engagerede borgere bor i ø- eller i landkommuner

[Kristeligt Dagblad] Danmarks mest engagerede borgere bor i ø- eller i landkommuner, viser en ny analyse fra Cevea. Når tænketanken ranglister kommunerne efter foreningsengagement, valgdeltagelse og antallet af opstillede kandidater per indbygger til kommunalvalget er Fanø, Læsø, Samsø, Rebild og Ærø på de 5 øverste pladser. De nordvestjyske kommuner Struer og Lemvig følger lige efter, mens en række københavnske omegnskommuner ligger i bunden af listen sammen med store provinsbyer som Vejle, Esbjerg, Odense og allersidst på listen Horsens. Københavns Kommune er nummer 86. Lolland og Falster er blandt de øer, hvor der er flest foreninger pr. tusind indbyggere.

Foreningslivet kan ikke tages for givet
Bjarne Ibsen, professor og leder af Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund ved Syddansk Universitet  finder, at der er god grund til, at fire ø-kommuner er blandt de fem bedste: ”Jeg mener, vi skal passe på, hvad vi kalder Udkantsdanmark, for der er store geografiske forskelle på de mindre øsamfund og andre tyndtbefolkede områder. Men når man bor på lang afstand af en større by, ved man, at man ikke kan tage foreningslivet for givet. Hvis det skal bestå, er man derfor nødt til at engagere sig, og denne nødvendighed er med til at gøre det ekstra meningsfuldt”.
Analysens tal om frivillighed tager udgangspunkt i data fra Det Centrale Virksomhedsregister, og tager ikke højde for alle parametre inden for frivillighed.

Vilje til at tage del i lokalsamfundet
Jens Jonatan Steen, analysechef i Cevea finder, at analysen tegner et klart billede af, at det ikke er i de områder, hvor de mest veluddannede og bedst lønnede borgere bor, at der er mest vilje til at tage del i lokalsamfundet og udtaler til Kristeligt Dagblad: ”Der er i den politiske debat en tilbøjelighed til at se ned på de små samfund, og vi ser i disse år, at både administration og erhvervsliv bliver mere og mere centraliseret. Men spørgsmålet er, om ikke den herskende opfattelse af, at stadig større enheder er vejen frem, er forkert. Der er brug for, at vi fokuserer mere på at bevare og udvikle de værdier, som trives i de mindre samfund. For eksempel på de små øer, hvor det i det lokale liv er tætte relationer, gensidig forpligtelse og fælles identitet”.

 

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder. Bogmærk permalinket.