Dansk Erhverv roser ny minister for turismefokus

[Dansk Erhverv] Dansk Erhverv deler den nye erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsens vurdering af, at der kan skabes tusindvis af arbejdspladser i turismeerhvervet.

– Turisme er et af fremtidens potentielle væksterhverv, men det kræver en offensiv national strategi, hvis vi skal udnytte det fulde potentiale. Derfor er vi også tilfredse med, at den nye erhvervs- og vækstminister allerede nu sætter turismen øverst på dagsordenen,” siger direktør Christian T. Ingemann.

Skaber jobs i yderområder
Ifølge Dansk Erhvervs beregninger kan der frem mod 2020 skabes 15.000 arbejdspladser i turismeerhvervet, hvis regeringen har modet til at gå hele vejen. Mange af arbejdspladserne vil desuden opstå i Udkantsdanmark, hvor det ellers er svært at skabe jobs.

– Vi har brug for initiativer, som kan give en revitalisering af kystturismen, hvor der er et stort uforløst potentiale. Kystturismen tiltrækker turister til yderområderne og kan dermed være med til at skabe vækst og arbejdspladser i de dele af Danmark, hvor der i særlig grad er brug for ny erhvervsudvikling, siger Christian T. Ingemann.

 

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder. Bogmærk permalinket.