Carsten Hansen vil sikre uddannelsespladser i yderområder

[Jyllands-Posten] “Udviklingen er meget voldsom – også værre end de fleste er klar over – og den er ved at ændre vores land markant. Derfor er vi nødt til skabe en fornuftig sammenhæng i udviklingen mellem by og land. Regeringen vil nedsætte en arbejdsgruppe, der skal kigge nærmere på taxameterordningen og bl.a. inddrage geografiske og sociale hensyn i forhold til erhvervsuddannelser og ungdomsuddannelser”, udtaler Carsten Hansen, minister for By, Bolig og Landdistrikter til Jyllands-Posten.

Anledningen til ministerens udtalelse er Danmarks Statistiks seneste befolkningsprognose, der viser en fortsat vandring mod de store uddannelsesbyer. Befolkningsfremskrivningen viser, at København, Frederiksberg og Århus Kommune frem til 2020 vil opleve en befolkningstilvækst på ca. 120.000 indbyggere, mens yderområderne vil opleve yderligere befolkningstilbagegang. 

Blandt løsningsforslagene for at bremse udviklingen op peger han ifølge Jyllands-Posten på at skabe fordelagtige taxameterordninger og økonomiske tilskud til uddannelsesinstitutioner i yderområder samt at sprede universiteter ud på flere byer. Ministeren fremhæver Syddansk Universitet, der netop har lagt afdelinger i 6 forskellige byer, heriblandt Sønderborg. 

Kulturen skal med
I Sønderborg er man også bevidst om betydningen af at have et universitetsmiljø, men det kan ifølge borgmester Aase Nygaard ikke stå alene. 

For at øge Sønderborgs attraktivitet satser man derfor på kultur og kæmper for at blive Europæisk Kulturhovedstad i 2017. “Vi tror, at det nytter at gøre noget, og vi kan se, at vi rent befolkningsmæssigt har holdt stand det seneste par år. Herning og Horsens har allerede vist vejen”, udtaler borgmester Aase Nygaard til Jyllands-Posten.    

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder. Bogmærk permalinket.