Carsten Hansen rydder op i tilskudsbekendtgørelser

[Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter] Fremover bliver det nemmere for de lokale aktionsgrupper rundt om i landet at få overblik over, om de kan få tilskud til projekter fra tilskudsordninger, der administreres af Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter. Carsten Hansen har nemlig ryddet op i regelgrundlaget for puljerne.

Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter har netop sendt udkast til fem nye bekendtgørelser i høring.

De reviderede bekendtgørelser er resultatet af et oprydningsarbejde, der skal skabe større klarhed om regelgrundlaget for ministeriets puljer, hvorfra lokale aktionsgrupper indstiller projekter til tilskud. Der er tale om tilskud til projekter, der skaber attraktive levevilkår i landdistrikterne og bidrager til at skabe nye arbejdspladser.

“Den aktuelle økonomiske situation har forstærket behovet for at skabe nye arbejdspladser i landdistrikterne til erstatning for de mange tusinder af job, som er forsvundet. Derfor ønsker jeg at øge fokus på erhvervsrettede projekter og bl.a. sikre, at flere mikrovirksomheder kan få etablerings- og udviklingstilskud”, siger Carsten Hansen om baggrunden for de nye bekendtgørelser.

Ministeren ser nu frem til at komme i dialog med de frivillige kræfter om udkastene.

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder. Bogmærk permalinket.

Et svar til Carsten Hansen rydder op i tilskudsbekendtgørelser

  1. Jørgen Hammer skriver:

    Det er fint med fokus på erhvevsrettede projekter men det undrer, at man i landdistriktsprogrammet lægger op til, at der ikke kan gives støtte fra LAGland til etableringen af f.eks. gårdbutikker, medens der i fiskeriprogrammet lægges op til, at formidling af salg af fisk fra kystfiskeriet godt må nyde støtte fra LAGfisk. Anbefaler, at der lægges op til en parrallitet i de to bekendtgørelser. For også gårdbutikker repræsenterer nye arbejdspladser i landdistrikterne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *