Ny undersøgelse: Agenda Y stiller skarpt på yderområdernes potentialer

[Realdania – Stedet Tæller] Langstrakte kyster og uberørt natur. Fællesskab og lokalt engagement. Velbevaret bygningsarv i unikke landsbyer, kystbyer og havne. Det er nogle af de kvaliteter, som danskerne forbinder med yderområderne. Det viser Agenda Y – Yderområdernes potentialer, en ny undersøgelse, som Stedet Tæller har gennemført for at belyse danskernes syn på yderområdernes kvaliteter. Gennem artikler af personer med viden, erfaring og mening om yderområder samt en række cases og en omfattende spørgeskemaundersøgelse stiller Agenda Y skarpt på de uudnyttede stedbundne potentialer i de danske yderområder.

Et skatkammer af potentialer
Den danske erhvervsstruktur har over de seneste 50 år ændret sig radikalt. Udviklingen har bl.a. ført til en stor vandring fra land til by og givet udfordringer for de danske yderområder – både socialt og økonomisk. Nye strukturer og ændrede levemønstre fordrer, at der tages fat på uudnyttede muligheder og potentialer.

Publikationen Agenda Y er en del af Stedet Tæller, der frem til 2016 sætter fokus på at udvikle yderområdernes stedbundne potentialer. Der er afsat 115 mio. kr. til at støtte udvalgte, fysiske projekter, der med udgangspunkt i yderområdernes særlige, lokale kvaliteter og potentialer kan være med til at styrke livskvaliteten lokalt.

Agenda Y peger på nogle af de unikke kvaliteter, der findes i yderområderne. Undersøgelsen fremhæver samtidigt en række ressourcer, der kan udvikles og bruges som grundlag for at skabe bedre livskvalitet for både beboere og turister.

Læs mere og find publikationen på Stedet Tællers hjemmeside.

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder. Bogmærk permalinket.