Akademikerkampagnekonference – resumé af ministerens indlæg

[LDF] Akademikerkampagnen holder i dag mandag den 16. april konference på Hindsgavl Slot i Middelfart. Konferencen har titlen ‘Vandkanten som vækstdynamoer og højtuddannede i SMV’er’. Blandt indlægsholdere er minister for By, Bolig og Landdistrikter, Carsten Hansen. Læs resumé af ministerens indlæg her.

Vækst og muligheder i landdistrikterne
– Minister for By, Bolig og Landdistrikter, Carsten Hansen

Det er afgørende for væksten i landdistrikterne, at der er højtuddannede, som kommer i arbejde der. Samfundet er under voldsom forandring. Der er kun ca. 12.000 landbrug tilbage, og i nogle områder står ca. hver tredje hus til salg. En ny analyse viser, at om 50 år vil 85 % befolkningen i EU bo i byerne. I dag er det 75 %. Der flytter 1000 personer til København om måneden.

Vi er ved at få et Danmark, der udvikler sig i 4 hastigheder:

• København
• Århus
• Øvrige større byer tæt ved motorveje
• Byer af mindre størrelse eks. Byer som Fåborg Landområder.

I visse områder er der fraflytning, lav vækst, arbejdsløshed, men det følger ikke myterne om den rådne banan og andre udtryk. Ministeren udtaler, at han sammen med Landdistrikternes Fællesråd og andre vil udvikle landdistrikterne og forsøge at tale landdistrikterne op.

Der er f.eks. skabt 10.000 nye arbejdspladser ud af de 800 mio. kr., der blev givet til vækstfora. Ser man på Nordjylland er de unge uddannet på lige fod med andre unge i landet, på nogle områder endda bedre.

Det er vigtigt, at vi, Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter, Landdistrikternes Fællesråd og Akademikernes Centralorganisation fortsat arbejder tæt sammen om at få de gode eksempler til at blive flere. Vi skal arbejde ihærdigt på at tale landdistrikterne op. Det gør vi ved at trække på samme hammel.

Ministeren nævner Samsø og Odsherred med gode produkter. Skagen, hvor de satser på at udvikle havnen. Ærø, som satser målrettet på plus 60 generationen. Forskellige rammer tiltrækker forskellige mennesker. Ministeren nævner Niels Hausgaard, der ikke vil kalde det udkantsdanmark, men mulighedernes land.

Hvad er det, der skal til for at skabe udvikling? Engagement, vilje til at gennemføre de rigtige initiativer og lyst til at arbejde med udviklingen i landdistrikterne. Akademikere er vigtige for landdistrikter, og landdistrikter er vigtige for akademikere. Det skal vi erkende begge parter.

Det er godt med alle typer af mennesker i landdistrikterne, men vi skal skabe flere akademikerarbejdspladser og arbejdspladser i det hele taget. Det er det, der gør forskellen.

Vi skal have flere typer af akademikere ud til virksomhederne i landdistrikterne. 52 % af virksomhederne er ikke innovative og udvikler sig ikke i takt med øvrige virksomheder, der satser målrettet på udvikling som regel i samarbejde med en akademiker.

Det viser sig i undersøgelser, at 30 % akademikere er villige til at søge job i provinsen, men 70 % er ikke. Det er ikke godt nok. Der er stigende efterspørgsel efter akademisk arbejdskraft i yderområderne, ikke mindst i forbindelse med etablering af nye virksomheder.

Urbanisering sker voldsomt i øjeblikket i hele Europa. I Danmark kan vi ændre udviklingen, hvis der er politisk vilje til det. Tingene kan ikke alene ske på Christiansborg, de kan kun ske i samarbejde med borgere, virksomheder og politikere i landdistrikter.

* Ovenstående er Landdistrikternes Fællesråds resumé af ministerens indlæg.

Se program for konferencen
Læs om akademikerkampagnen

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder. Bogmærk permalinket.