99,8 sikres mobil bredbånd – LDF kræver undersøgelse af reel bredbåndshastighed

[LDF] Der er hurtig internet på vej til landets yderområder. Regeringen har netop afsluttet auktionen over det kommende mobile bredbånd, og det blev mobilselskabet TDC samt Telias og Telenors fælles netselskab, TT-Netværket, der vandt.

Selskaberne har hermed forpligtet sig til at skal sørge for, at 99,8 procent af alle husstande, virksomheder og sommerhuse i 207 udvalgte postnumre har adgang til mobilt bredbånd med mindst 10 Mbit/s per sekund ved udgangen af 2015.

– Det er rigtig glædeligt, at steder som Lolland, Bornholm, Nordvestsjælland og områder af Jylland kan se frem til hurtigere bredbåndsforbindelse, da det er afgørende for livet og erhvervsudviklingen i de tyndtbefolkede områder. Det er også glædeligt, at sommerhusområderne er med i auktionen. Men i Landdistrikternes Fællesråd lytter vi også til eksperter, der mener, at regeringen oversælger hastigheden på det kommende mobile bredbånd, udtaler Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd.

Hastighed kan blive halveret
Blandt skeptikerne over for de lovede hastigheder er professor Preben Mogensen ved Institut for elektroniske systemer på Aalborg Universitet. Mandag den 18. juni advarede han i Ingeniøren om, at hastigheden nemt kan blive halveret. Han betegner det som optimistisk, at brugerne rent faktisk kommer til at opleve at have 10 Mbit/s til rådighed. Blandt årsagerne til det er, at statens dækningskrav ifølge Ingeniøren gælder det udendørs areal. De 10 Mbit/s gælder altså ikke, hvis man sidder i sin stue og bruger internettet.

Et andet bekymringspunkt er, at den hastighed, som borgeren kommer til at opleve i enkelte postnumre, kan afhænge af, hvor mange der er koblet op på det mobile bredbåndsnet af gangen.

– (…) hvis der sidder to brugere, som befinder sig i samme område og dermed i samme celle og streamer film, ja, så bliver hastigheden pludseligt halveret til 5 Mbit/s, udtalte Preben Mogensen til Ingeniøren.

Skal følges op af uvildig undersøgelse
På Landsbyernes Dag erfarede Landdistrikternes Fællesråd, at der opleves forskel på de officielle udmeldinger om dækningsgrad og hastighed, og så det borgerne reelt oplever.

– Så før vi jubler alt for meget, vil vi høre fra borgerne i de udvalgte områder, at den oplevede hastighed også står mål med den lovede hastighed. Landdistrikternes Fællesråd kræver derfor, at der laves en national uvildig undersøgelse af den reelle mobil- og bredbåndsdækning, baseret på faktiske målinger af bredbåndshastigheder og med inddragelse af borgernes egne målinger, ligesom man gør i Sverige, udtaler Steffen Damsgaard.

Læs artiklen: Professor: Regeringen oversælger hastighed på mobilt bredbånd

 

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder. Bogmærk permalinket.

Et svar til 99,8 sikres mobil bredbånd – LDF kræver undersøgelse af reel bredbåndshastighed

  1. Pingback: Landdistrikterne.dk / nyhedsmail 29. juni 2012 | Lokalråd 4262 - Et lokalsamfund i udvikling

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *