Vinderne af de to første lokale udgaver af Landdistriktsprisen er fundet

Årets ildsjæl og årets iværksætter i Region Sjælland og i Region Syddanmark er nu fundet. Dermed er vinderne af de to første regionale runder af årets landdistriktspris blevet kåret. De endelige landsvindere offentliggøres d. 2. april.

Som noget nyt bliver festlighederne omkring årets landdistriktspris indledt med fem regionale konkurrencer, hvor de endelige nominerede til årets pris bliver lagt fast. I hver region kåres årets ildsjæl og årets iværksætter, som hver bliver nomineret til den landsdækkende pris. Og nu er vinderne i de to første regioner offentliggjort.

Region Sjælland

I Region Sjælland er Kirsten Høegh-Andersen, Formand for paraplyorganisationen ”Landsbyerne i Falsters Hjerte” kåret som årets ildsjæld. Kirsten Høegh-Andersen i høj grad har bidraget til at udvikle området på Midtfalster. Hun er desuden en ildsjæl, der brænder for det lokalområde, hun bor i.

Årets iværksætter i Region Sjælland er Paw Nielsen, direktør i Højvang Laboratorier A/S, der har til huse i Dianalund. Baggrunden for kåringen er, at Paw Nielsen har startet en virksomhed, der nu har 70 ansatte. Virksomheden bidrager til beskæftigelse og tiltrækker højtuddannet arbejdskraft til området.

Region Syddanmark

I Region Syddanmark er årets ildsjæl Johan Andersen, bestyrelsesformand for Filskov Friplejehjem og skoleleder på Filskov Friskole. Johan Andersen har i mange år brændt for udviklingen i lokalsamfundet i Filskov og blandt andet været en vigtig tovholder i forbindelse med oprettelsen af Filskov Friplejehjem og Filskov Friskole.

Vinder af årets iværksætter 2014 i Region Syddanmark er Iver Gram, direktør for turistbureauet Sort Safari. Iver Gram har skabt en bæredygtig naturformidlingsvirksomhed, der tiltrækker gæster fra hele landet til Tønder området. På denne vis har han gjort fænomenet Sort Sol landskendt og samtidig bidraget til en positiv udvikling i det lokale turismeerhverv.

Vi ønsker tillykke fra Landdistrikternes Fællesråd!

 

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.