Vigtigt at stå sammen om at styrke de lokale samfund

[Viborg Stifts Folkeblad] Som en naturlig reaktion på centraliseringstendensen i Danmark, er der kommet nye tiltag ind i valgkampen. Vi kunne i weekenden opleve, hvordan Venstres Kristian Pihl Lorentzen og Socialdemokraternes Karin Gaardsted slog sig sammen i en fælles valgkamp i erkendelse af, at nok er de politiske modstandere, men når det drejer sig om lokalsamfundet, så kan man godt stå sammen. – Viborg-egnen får virkelig brug for denne enhed i fremtiden.

Vi oplevede nemlig også i weekenden, at folketingsmedlemmet Helge Sander (Venstre) fra Herning tog initiativ til, at der jævnligt skal holdes koordinerende møder mellem folketingsmedlemmer valgt i den vestjyske storkreds. Viborg Kommune er en del af denne kreds, men spørgsmålet er jo i virkeligheden, om denne gruppe overhovedet vil kæmpe for Viborg. Netop Helge Sander og hans hjemby, Herning, har om nogen profiteret af det lokale sammenhold. Det er det, som har givet byen motorvejsforbindelser mod både øst og syd – snart også mod nord.

Vigtigt borgerne er bevidste om betydningen af at have stærke, lokale repræsentanter i Folketinget
De har forstået at få Herning placeret som Vestjyllands hovedstad, og det nye initiativ fra Sander skal selvfølgelig ses i det perspektiv, han beskriver som »fælles vestjyske interesser«. Helge Sander har naturligvis ret, når han skriver, at folketingspolitikere skal være lokalsamfundets talerør. Det er vel hele meningen med at opstille politikere i kredse fordelt over hele landet. Derfor er det også meget vigtigt, at vores lokale borgere, når de afgiver deres stemme, er helt bevidste om betydningen af at have stærke, lokale repræsentanter i Folketinget.

Når det om kort tid skal afgøres, hvor statsadvokaturen skal samles i Jylland, går de lokalvalgte folketingsmedlemmer i aktion. – Stærke kræfter vil have det til Århus, selvom to argumenter taler for Viborg. 1. En rapport viser, at Viborg vil være det økonomisk mest fordelagtige sted for statsadvokaturen. 2. Regeringen har besluttet aktivt at bruge statslige arbejdspladser til at sikre et ligeværdigt Danmark. – Mange flere eksempler på samme problematik kan nævnes. Tænk på Foulum, tænk på sygehuset!

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *