Viden, vækst, velstand og velfærd – også i landdistrikterne!

Da Lars Løkke Rasmussen præsenterede sin nye regering, vakte det en del opmærksomhed, at Vestdanmark mistede hele fire ministerposter i forhold til den tidligere regering. Jeg forstår godt yderområdernes bekymring over den geografiske balance i regeringen, men lad os nu give de nye ansigter en chance. 

Langt mere bekymrende synes jeg til gengæld, det er at læse regeringsgrundlaget “Danmark 2020. Viden>vækst>velstand>velfærd”. 

Regeringsgrundlaget er bygget op over de 10 punkter i Lars Løkkes Rasmussens efterhånden velkendte danske drøm. Her optræder udkantsproblematikken blot som et beskedent underpunkt til statsministerens sjette drøm om Danmark som et grønt vækstsamfund. Det er ganske enkelt ikke ambitiøst nok. 

Det er fint nok, at statsministeren vil have mindst ét dansk universitet blandt Europas 10 bedste i 2020. Men set fra yderområderne ville det være langt mere relevant med en vision for, hvordan regeringen vil fastholde et kvalificeret uddannelsesudbud i Nord-, Syd- og Vestjylland, på Sydfyn, på Falster og i Nordvestsjælland. For disse områder er det af essentiel betydning, at man også i fremtiden kan uddanne lærere, pædagoger, sygeplejersker m.fl. i nærområdet.

 Det er også prisværdigt, at regeringen vil skabe bedre adgang til risikovillig kapital og oven i købet selv vil stille 500 mio. til rådighed. Men man nævner ikke med et ord, hvad man vil gøre for de virksomheder i yderområderne, der ikke kan skaffe finansiering – alene på grund af deres beliggenhed! 

Regeringsgrundlaget visioner om lavere afgifter på energiøkonomiske biler og grønne kørselsafgifter er jeg også helt med på. Men hvorfor tænker man det ikke ind i en regionalpolitisk sammenhæng, der tager højde for transportudfordringerne i de tyndt befolkede områder? 

Kort sagt: Den regionale balance skal tænkes med på alle politikområder! 

Når det så er sagt, skal det bemærkes som noget positivt, at regeringen bebuder, at man vil komme med et regionalpolitisk udspil. Det ser jeg som formand for LDF meget frem til. LDF vil her kunne bidrage med gode eksempler på tiltag, der kan skabe vækst og udvikling i landdistrikter og yderområderne i Danmark. Og det er nødvendigt, for disse områder er under meget hårdt pres under den igangværende krise.

 Regeringsgrundlaget indeholder også forslag til tiltag som f.eks. grøn turisme, udvikling og anvendelse af avanceret grøn teknologi, dispensationer ved gode lokale initiativer og en mere differentieret planlov. Det er alle gode tiltag, men de gør det langt fra alene. 

Der skal større og mere tværgående politiske initiativer til, hvis formlen viden>vækst>velstand>velfærd også skal gøre sin virkning i landdistrikterne og yderområderne. Og det skal den. Det vil LDF arbejde på at holde den nye regering fast på.

Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *