Vækstudspil kan afhjælpe lånetørke

Finansiering af vækst og udvikling er stadig en stor udfordring for SMV’erne. Derfor er det fint, at vækstudspillet gør det lettere for private at investere i SMV’er, mener Landdistrikternes Fællesråd og Håndværksrådet.

Regeringens erhvervs- og iværksætterudspil, som onsdag blev præsenteret af erhvervsminister Brian Mikkelsen (K), finansminister Kristian Jensen (V) og økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA), indeholder en række initiativer, der skal forbedre vilkårene for små og mellemstore virksomheder.  

Konkret vil regeringen indføre et investorfradrag for at fremme risikovillig kapital til små og mellemstore virksomheder samt styrke iværksætterkulturen. Det vil gøre det mere attraktivt for privatpersoner at investere i danske iværksættervirksomheder, står der i udspillet. 

Hos Landdistrikternes Fællesråd glæder man sig over, at der i udspillet indgår initiativer for at sikre bedre adgang til risikovillig kapital, hvilket kan være særlig vigtigt for små og nystartede virksomheder, som oftere er mere afhængige af at finde investorer i Danmark. 

– Jeg glæder mig over, at regeringen lægger op til at gøre det lettere at drive virksomhed. Det er afgørende, at vi får skabt bedre vækstvilkår for små og mellemstore virksomheder i landdistrikterne. Den vækst, der bliver skabt uden for de største byer er nemlig med til at lægge fundamentet for det trygge og nære samfund, vi kender, siger formand for Landdistrikternes Fællesråd Steffen Damsgaard og fortsætter: 

– Derfor skal de mindre virksomheder, lige fra iværksætteren til den etablerede, have gode vilkår også i yderområderne. Det gælder også i forhold til at finde nye og smidige måder at hjælpe SMV’er med at skaffe kapital, så de kan skabe vækst og arbejdspladser.

Steffen Damsgaard understreger, at mere end fire ud af ti danske virksomheder har under ti ansatte, mens kun én procent af virksomhederne har mere end 100 ansatte. De erhverv, der fylder meget i landdistrikterne er primært landbrugs- og fødevareproduktion, industri, håndværk, søfart, havne og turisme. 

Også Håndværksrådet, som er interesseorganisation for Danmarks små og mellemstore virksomheder, tager positivt imod regeringens forslag. 

– Det er godt nyt, at der nu endelig kommer et fradrag for privatpersoner, som vil skyde penge ind i SMV’er. Små virksomheder går alt for ofte forgæves i banken, når de vil finansiere udvikling i deres virksomheder. En privat investor kan være en meget nyttig vej at gå for en mindre virksomhed, der har fået nej i banken, siger Ane Buch, adm. direktør i Håndværksrådet. 

Landdistrikternes Fællesråd håber, at et bredt flertal af Folketingets partier vil bakke op om forslaget, men understreger, at det kun er et skridt på vejen. 

– Vi er med forslagene godt på vej, men vi vil se nærmere på om det er nok til at skaffe bedre vilkår for iværksættere og mindre virksomheder uden for de større byer, afslutter Steffen Damsgaard. 

Kontaktpersoner

Noa Jankovic, politisk chef i Landdistrikternes Fællesråd, tlf. 71 70 82 49, mail noa@landdistrikterne.dk

Landdistrikternes Fællesråd
Rådhusgade 100
8300 Odder

Email: mail@landdistrikterne.dk
Tlf. 61 31 36 36

Mandag – torsdag kl. 9.00 – 15.00
Fredag kl. 9.00 – 14.00

Tilmeld dig vores nyhedsmail