Thisted Kommune nyt medlem af Landdistrikternes Fællesråd

Den nordjyske kommune har besluttet at tegne medlemskab i Landdistrikternes Fællesråd, som arbejder for bedre rammevilkår uden for de største byer.

Thisted Kommunes Erhvervs-, Arbejdsmarkeds- og Kulturudvalg har besluttet at melde kommunen ind i Landdistrikternes Fællesråd. Det sker som led i at styrke kommunens indsats i forhold til at skabe et Danmark i bedre balance.  

Hos Landdistrikternes Fællesråd er man glade for, at Thisted kommer med på holdet. 

– Vi er rigtig glade for at kunne byde Thisted Kommune velkommen i Landdistrikternes Fællesråd. Det er vigtigt, at vi står sammen om at skabe bedre rammevilkår i landdistrikterne, og derfor er det dejligt, at endnu en kommune nu melder sig ind, udtaler formand for Landdistrikternes Fællesråd Steffen Damsgaard.

Rådet repræsenterer nu 42 danske kommuner, herunder 8 nordjyske.

Formanden for Thisted Kommunes Erhvervs-, Arbejdsmarkeds- og Kulturudvalg, Niels Jørgen Pedersen (V), ser ligeledes frem til samarbejdet. 

– Jeg er glad for, Thisted Kommune er blevet en del af Landdistrikternes Fællesråd, for jeg synes det er vigtigt, vi står sammen i landdistrikterne. Både for at få udryddet myten om ”Udkantsdanmark”, men i høj grad også for at vise at vi har meget at byde på hver især. Og jeg ser i høj grad mange muligheder i et medlemskab af Landdistrikternes Fællesråd, siger han. 

 

 

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.