Professionshøjskoler siger ja tak til udflytning

Professionshøjskoler siger ja til borgmesterkrav fra Landdistrikternes Fællesråd om udflytning af uddannelser. Men det forudsætter, at den økonomiske styrtblødning bliver standset, siger ny rektorformand.

De danske professionshøjskoler er klar til at følge et forslag fra en række borgmestre i landets mindre kommuner og flytte flere uddannelsestilbud ud til yderområder.

Det siger formanden for professionshøjskolernes rektorkollegium, Stefan Hermann til Magisterbladet på baggrund af en historie i Jyllands-Posten. Avisen citerede tirsdag en rundspørge fra Landdistrikternes Fællesråd blandt 47 borgmestre, der ønsker, at uddannelser bliver den næste bølge af udflytninger, efter at en række statslige arbejdspladser er flyttet ud.

– Hvis kommunen eller det lokale erhvervsliv kan levere et stærkt samspil, så kan det give rigtig god mening at lægge en uddannelse i området. Ikke alle unge drømmer om at flytte til de store byer, og flere af vores uddannelser lever jo netop af vekselvirkningen med det omgivende samfund, forklarer professionshøjskolernes rektorformand Stefan Hermann til Magisterbladet.

Hos Landdistrikternes Fællesråd er formand Steffen Damsgaard glad for, at professionshøjskolerne melder sig klar til at oprette flere decentrale filialer. 

– Jeg glæder mig over, at vores forslag bliver positivt modtaget af de danske professionshøjskoler, som spiller en vigtig rolle i forhold til at skabe flere muligheder for, at man kan tage en videregående uddannelse uden for de største byer, siger han.

Professionshøjskolerne uddanner blandt andet lærere, pædagoger, sygeplejersker, socialrådgivere og ingeniører. Og selv om de syv professionshøjskoler i de senere år har haft travlt med at koncentrere mange uddannelsestilbud i campusmiljøer i de store byer, så arbejder de allerede i dag parallelt på også at udvikle gode regionale uddannelsestilbud, påpeger professionshøjskolernes rektorkollegium. 

– VIA har hele tiden været til stede med både lærer- og pædagoguddannelser i en række mindre jyske byer, og Absalon, det tidligere UC Sjælland, tilbyder for første gang i år en diplomingeniøruddannelse i Kalundborg og har også planer om en ny sygeplejerskeuddannelse i Holbæk. Men det er samtidig vigtigt, at vi hverken stikker de unge eller lokalområderne blår i øjnene, siger Stefan Hermann og uddyber:

– Der skal være både bæredygtige faglige miljøer og gode faciliteter til stede for, at det kan lykkes. Det er langt dyrere at drive små uddannelser, så regeringen bør stoppe den styrtblødning, som de udsætter os for i disse år, hvis det skal blive realistisk at flytte mere ud, siger rektorformanden.

Det synspunkt møder opbakning hos formanden for Landdistrikternes Fællesråd. 

– Virkeligheden er, at for at udvide det nuværende uddannelsesudbud i landdistrikterne, så skal de nødvendige økonomiske incitamenter sikres. Det er en politisk opgave, understreger Steffen Damsgaard. 

Optagelsestallene for UC Absalons spritnye ingeniøruddannelse bekræfter, at der kan være flere gode grunde til at lægge uddannelser ud regionalt.

– 61 unge havde Kalundborg som deres 1. prioritet og de kommer primært fra det nordvestsjællandske område. 46 er optaget, og flere af dem ville formentlig ikke have taget uddannelsen, hvis de skulle være flyttet efter den, vurderer Camilla Wang, der er rektor for UC Absalon overfor Magisterbladet.

På baggrund af meldingen fra Danske Professionshøjskoler vil Landdistrikternes Fællesråd tage initiativ til afholde et møde for at afdække mulighederne for at placere flere uddannelser uden for de større byer. 

Kontaktpersoner

Noa Jankovic, funktionsleder, presse- og politisk afdeling, Landdistrikternes Fællesråd, tlf. 71 70 82 49, mail nja@landdistrikterne.dk

Landdistrikternes Fællesråd
Rådhusgade 100
8300 Odder

Email: mail@landdistrikterne.dk
Tlf. 61 31 36 36

Mandag – torsdag kl. 9.00 – 15.00
Fredag kl. 9.00 – 14.00

Tilmeld dig vores nyhedsmail