Pressemeddelelse: Landdistrikter jubler over massiv udflytning af statsjob

Landdistrikternes Fællesråd, som blandt andet tæller 40 land- og yderkommuner og en række organisationer, glæder sig over regeringens netop offentliggjorte plan for udflytning af statslige arbejdspladser til provinsen. Det er en historisk beslutning, mener formanden for Landdistrikternes Fællesråd.

Med statsministeren, erhvervs- og vækstministeren, finansministeren og skatteministeren i spidsen fremlagde regeringen torsdag den længe ventede plan for udflytning af statslige arbejdspladser. Omkring 4000 statsjob bliver i de kommende år flyttet fra hovedstadsområdet til landdistrikterne. Der er konkret tale om en udflytning af statsjob til op mod 40 byer.

Det vækker jubel i Landdistrikternes Fællesråd, som er den overordnede landdistriktsorganisation i Danmark. Fællesrådet, som oprindeligt var med til at starte debatten om “et land i balance”, er den varmeste fortaler for at flytte styrelser og andre dele af staten ud af København.

Vi er rigtig glade for omfanget af regeringens plan for udflytning af statslige arbejdspladser. Det ser ud til, at regeringen har lyttet til vores anbefalinger om at skabe vækst og udvikling i hele Danmark, hvor statslige arbejdspladser jo er en vigtig dimension” udtaler formand for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard. 

Steffen Damsgaard er sikker på, at udflytningen vil gavne både landdistrikterne, men samtidig også de enkelte statslige institutioner. Han er samtidig glad for, at udflytningen ser ud til at række ud over universitetsbyerne. Steffen Damsgaard

Det er glædeligt, at regeringen har lyttet til Landdistrikternes Fællesråds klare anbefalinger om, at udflytningerne af statslige arbejdspladser skulle gavne en lang række byer udover universitetsbyerne” afslutter formanden for Landdistrikternes Fællesråd. 

Se kort over placeringen af de statslige arbejdspladser

Se liste over udflytning af statsjob

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.