Pressemeddelelse: Landdistrikter fremlægger samlet plan for vækst og udvikling

Landdistrikternes Fællesråd fremlægger nu en samlet plan for vækst og udvikling i hele landet. Planen, som indeholder fem overordnede punkter og 32 konkrete politiske anbefalinger, kommer forud for regeringens strategi på området, som forventes præsenteret umiddelbart efter Folketingets åbning.

En række danske kommuner mødes i dag for at diskutere, hvad der skal til for at skabe vækst og udvikling i hele landet. Efterfølgende vil Landdistrikternes Fællesråd, som den overordnede landdistriktsorganisation i Danmark, fremlægge en fempunkts-plan med konkrete anbefalinger til politikerne. 

»Vi fremlægger sidst på dagen efter vores Landdistriktspolitiske Strategimøde en samlet fempunkts-plan med konkrete forslag til regeringen. Planen bygger på de basale rammevilkår, der er nødvendige for at der kan skabes yderligere vækst og udvikling i hele landet. Vi håber at forslaget, som kommer forud for regeringens samlede strategi på området, kan være med til at trække i den rigtige retning, så vi kan få rettet det skæve Danmark op« udtaler formanden for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard. 

Der er i alt over 32 anbefalinger i planen, der er samlet i fem overordnede punkter. Her er nogle af de vigtigste: 

  • Erhverv og beskæftigelse: Herunder at implementere den såkaldte 16-punkts plan for landbruget, at indføre byrde- og afgiftsstop for virksomheder, udflytte statslige arbejdspladser og at implementere en samlet turismestrategi.
  • Fysisk bosætning: Herunder bedre muligheder for finansiering af boliger på landet, lempelser af Planloven, videreførelse af nedrivningspuljen og bedre økonomiske rammer for især land- og yderkommuner. 
  • Infrastruktur: Herunder forbedring af vejnettet og havnene, højhastighedsbredbånd til alle husstande og landevejsprincip for færger til småøer. 
  • Uddannelse: Friere rammer til at oprette friskoler, sikre at professionshøjskoler ikke må nedlægge eksisterende tilbud, og sikre at universiteterne udbyder uddannelser flere steder i landet. 
  • Sundhed og tryghed: Herunder at styrke sundhedsvæsenet og lokalpolitiet i landdistrikterne og sikre kort responstid i alle dele af landet

Planen har været undervejs i nogle år og kommer på baggrund af en længerevarende dialog med forskellige relevante organisationer, politikere, medlemsorganisationer og eksperter. 

»Grundstenene til det der nu er landdistrikternes fempunkts-plan blev lagt tilbage i 2010. Siden da har vi analyseret på rammevilkårenes betydning for vækst og udvikling i danske landdistrikter og yderområder og identificeret hvilke konkrete politiske initiativer der skal til, for at vi kan skabe et Danmark i balance« afslutter Steffen Damsgaard. 

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.