På vej mod politisk samling af landsbyerne

Samlet står vi stærkere. Det er tanken bag den politiske proces, der skal samle Danmarks landsbyer og landdistrikter i en landsdækkende organisation.

For tiden eksisterer der tre nationale aktører på området: Landdistrikternes Fællesråd, Landsforeningen af Landsbysamfund og Landsforeningen Landsbyerne i Danmark. De to landsbyforeninger forsøges nu sammenlagt med Landdistrikternes Fællesråd, så landsbyerne og landdistrikternes interesser i fremtiden kan varetages af én slagkraftig organisation.

– Både Christiansborg-politikere og kommunalpolitikere spørger os ofte, om det ikke ville være mere hensigtsmæssigt kun at have en politisk organisation på landdistriktsområdet. Til dette spørgsmål er der kun et godt svar: Det ville være det optimale for alle parter, hvis vi samlede kræfterne. Det har vi arbejdet på i nogle måneder, og det ser nu ud til at falde positivt ud, fortæller LDF-formand Steffen Damsgaard.

– Landsforeningen Af Landsbysamfund, som er langt den største af de to landsbyorganisationer, har på deres seneste årsmøde besluttet, at der skal arbejdes videre med tanken. Nu igangsættes arbejdet med at finde den bedste løsning for de involverede parter, og dette arbejde forventes at løbe hen over hele 2010. Den anden landsbyorganisation, Landsbyerne I Danmark, er indtil videre mere tøvende.

Formanden for Landsforeningen af Landsbysamfund, Ole Olsen, er enig i, at der behov for at samle kræfterne.

– Landdistrikternes Fællesråd har et professionelt sekretariat, og sammen med dem har vi langt bedre mulighed for at servicere vores medlemmer både i politisk og praktisk henseende. Vi lever i en tid, hvor der stilles store krav til den enkelte landsbys struktur, organisation og strategiske tænkning.  De samme krav gælder for os som landsforening, og derfor vil vi fremtiden målrette vores indsats og ressourcer, siger Ole Olsen.

Fakta:
Der er 4.000 landsbyer i Danmark med under 1.000 borgere. I dag er 500 af disse organiseret i Landsforeningen Af Landsbysamfund, og under 50 landsbyer er organiseret i Landsforeningen Landsbyerne I Danmark.

Landdistrikternes Fællesråd er en paraplyorganisation for foreninger og kommuner med interesse i landdistriktsproblematikken. Fællesrådet ejer virksomheden Landdistrikternes Hus, der leverer konsulentbistand, hjemmesideløsninger m.m. til flere hundrede landsbyer landet over. Desuden står Landdistrikternes Fællesråd bag det det nye nationale udviklingsprogram for landsbyer, Blomstrende Landsby, der ventes at knytte endnu flere landsbyer til organisationen.

Med en succesfuld fusion vil mere end et tusind landsbyer være samlet i én politisk organisation ved udgangen af 2010. Organisatorisk og politisk er det planen, at landsbyerne skal samles i et nyt Landsbyråd under Fællesrådets paraply.

Arbejdet med samling af organisationerne startes op i april måned.

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Et svar til På vej mod politisk samling af landsbyerne

  1. Jeg er enig i, at landsbyerne og landdistrikterne står stærkere, når der samarbejdes. Derimod er jeg ikke sikker på, at en sammenlægning er løsningen.
    Flere synspunkter og forskellige vinkler på landsbyarbejdet er godt i mine øjne, og samtidigt skal der samarbejdes. Når der er flere spillere på banen, tror jeg på, at det kan være med til at hæve kvalitetsniveauet. Er der derimod kun én – altså monopol, bliver det vanskeligt at flytte på og måske sikre kvaliteten. Derfor vil jeg foreslå tæt samarbejde mellem landdistriktsorganisationerne i stedet for ægteskab.

    Endelig er jeg nødt til at skrive, at jeg som landdistriktskonsulent er lidt bekymret for ægteskabet mellem Landdistrikternes organisationer og Landdistrikternes Fællesråds sekretariat altså Landdistrikternes Hus. Det læner sig op af konkurrenceforvridning.

    I bedste mening.

    Jørgen Krogh Hessellund

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *